20210121-112415-5-1920x1280we
Inden coronakrisen ramte, havde Danmark en ledighed på 3,6 procent (arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

For første gang i 2021

29. apr 2021, 08:19
Ledigheden faldt i marts til 4,5 procent fra 4,6 procent i februar. Økonomer ser yderligere bedring på vej.

Efter to måneder med stigende ledighed faldt arbejdsløsheden i marts.

Her faldt antallet af ledige, når der korrigeres for sæsonudsving, med 1800 personer til 128.600 personer.

Det svarer til, at ledigheden i marts faldt til 4,5 procent, viser tal fra Danmarks Statistik. I februar var den på 4,6 procent.

Det hidtil højeste niveau under coronakrisen var i maj sidste år, hvor ledigheden var på 5,5 procent.

Ifølge cheføkonom Las Olsen, Danske Bank, blev udviklingen hjulpet på vej af travlhed i blandt andet byggeriet.

Samtidig blev en smule af samfundet genåbnet, da udvalgsvarebutikkerne igen fik lov til at slå dørene op.

Han fortæller, at ledigheden ikke er så høj, når man sammenligner med tidligere. For eksempel var den højere efter finanskrisen.

- Man skal huske, at i det her tal er de mennesker, som er sendt hjem fra arbejde, hvor arbejdsgiverne får lønkompensation, ikke med. Så underliggende er krisen væsentligt værre, end de her tal i sig selv viser.

- Men det begynder at gå den rigtige vej - og det kommer til at gå meget hurtigere fra nu af, lyder det fra Las Olsen.

I kølvandet på finanskrisen toppede arbejdsløsheden på 6,2 procent i august 2010, hvor knap 166.000 personer var ledige. Den nåede samme niveau i april, maj og juni i 2012.

Siden corona ramte Danmark i starten af marts sidste år, er ledigheden faldet i 8 ud af 13 måneder.

Faldene har dog samlet set været større, hvilket betyder, at der er 24.490 flere ledige end i februar 2020, inden corona ramte.

Her var ledigheden på 3,6 procent - det laveste niveau siden 2009.

Ifølge cheføkonom Jeppe Juul Borre, Arbejdernes Landsbank, vil den næste tid byde på yderligere bedring.

- Genåbningen kommer til at fungere som en fjeder for dansk økonomi, der springer i vejret over den kommende tid.

- Feriepengene og vaccineudrulning tilføjer hertil både ekstra og længere springkraft, skriver han i en kommentar.

/ritzau/