Det nyoprettede Testcenter Danmark, som holder til i hvide telte opsat i alle danske regioner, skal teste op mod 20.000 om dagen for, om de har eller har haft coronavirus. Her ses et Covid-19 testcenter i Fælledparken i København onsdag. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

For anden dag i træk - rekordmange testet for coronavirus

23. apr 2020, 10:22
I alt er 8073 personer nu konstateret smittet med coronavirus i Danmark. Det er 161 flere det seneste døgn.

For første gang er flere end 8000 personer blevet testet for coronavirus på et enkelt døgn.

Mere præcist er 8156 personer blevet testet fra onsdag til torsdag. Dermed er der to dage i træk sat ny rekord for antallet af testede på et døgn.

Det oplyser Statens Serum Institut.

Der er dog en lille usikkerhed forbundet med antallet af testede. Det skyldes, at opgørelsen ikke omfatter test, hvor der endnu ikke foreligger testsvar, eller hvor testsvaret ikke er entydigt.

I alt 116.621 personer er samlet set blevet testet for coronavirus i Danmark.

Af dem er i alt 8073 blevet testet positiv, heraf er 161 testet positiv det seneste døgn.

Over 5000 af dem, der er bekræftet smittet, har overstået infektionen igen. Det vil sige, at de ikke er hverken indlagt på sygehuset eller er døde 14 dage efter den positive virustest.

Det reelle antal smittede i befolkningen vurderes at være langt højere, da langtfra alle med symptomer hidtil er blevet testet.

Tirsdag ændrede Sundhedsstyrelsen sine retningslinjer, så mange flere fremover skal testes for coronavirus.

Allerede fra tirsdag kunne personer med blot lette symptomer blive testet.

Fra slutningen af april kan også personer uden symptomer begynde at blive testet.

Det gælder blandt andet patienter, som skal indlægges på sygehus i mere end et døgn, eller personer, der bor eller arbejder på et bosted eller et plejecenter, hvor der er konstateret smitte.

Planen er derefter "snarest" at begynde at teste personer uden symptomer, der har været i nær kontakt med en person, der er bekræftet smittet.

Personer uden symptomer skal blandt andet testes i de hvide telte, der siden sidste uge er begyndt at blive sat op flere steder i landet.

I teltene holder det nyoprettede Testcenter Danmark til. Der skal testes op mod 20.000 personer dagligt alene i teltene.

/ritzau/