For bare 25 år eksisterede der næsten ikke kvindelige sceneteknikere. Nu udgør de omkring en femtedel af branchen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Da kvinderne brød kønsmuren ned bag scenen

5. aug 2020, 18:50
Sceneteknikerfaget var engang nærmest et rent mandefag. På Det Kongelige Teater fik en visionær økonomidirektør og et kontroversielt værktøj tyvedoblet antallet af kvinder bag scenen på få årtier.

Malene Schwartz, Ghita Nørby, Lone Hertz. Der var rigeligt med succesfulde kvinder i den danske teaterverden i 70'erne.

Men det var på de skrå brædder. Omme bag tæppet var det lukket land for kvinder. Og havde været det i mere end 100 år. 

Scene- og teaterteknik har altid været et mandefag, hvor man snakkede hårdt, arbejdede hårdt og drak hårdt.

Sådan er det ikke mere.

- Da jeg startede i 1996, var det omkring 80 procent af kollegerne, der enten havde en håndværksmæssig baggrund som elektriker, smed eller tømrer, eller var gamle sømænd, der var gået i land. Resten var autodidakte, der havde lært sig selv at lave lys og lyd på spillesteder, amatørteatre og landevejsturneer. Og så var der gennemsnitligt én eller to kvinder.

LÆS OGSÅ: Nøgne kvinder hænger stadig til pynt på værkstedet: 'Det er gammeldags'

Sådan siger Nicolai Bentsen, der er fællestillidsmand for de nu godt 170 medlemmer af Sceneteknisk Forening, der kører, slæber, trækker, rigger, afvikler og udfører en masse andre praktiske opgaver, der gør forestillingerne mulige på Det Kongelige Teater. Det såkaldt 'usynlige folk'.

Forestillingsleder på Aveny-T Helle Lindboe Löwén, der også startede sin karriere på 'landets største scene' som regissørassistent i 2002, genkender billedet af fortidens sceneteknikere.

- Det har været et meget mandsdomineret fag. I gamle dage var det mest sømænd, der kom ind, fordi de kunne hive og trække og slæbe tunge ting. Men hvis vi ser på faget nu, er det rimelig godt fordelt. Der er for eksempel kvinder i alle afdelinger på Det Kongelige, siger hun.

LÆS OGSÅ: Mureren Mette: Det mener jeg om nøgne kvinder på væggen

Sceneteknikerbranchen er et af de fag, hvor det er lykkedes for kvinderne at bryde igennem muren og tage plads bag scenen, mener Nicolai Bentsen.

I dag er 25-30 af hans kolleger kvinder. Det svinger lidt, men ligger rimelig stabilt omkring de 15-20 pct. Noget af en udvikling fra de under én procent, kvinder udgjorde for bare 25 år siden. Vejen derhen var heller ikke uden modstand.

'Et radikalt skridt'

I 90'erne skete der noget i branchen. De Faglige Udvalg besluttede sig for at oprette sceneteknikeruddannelsen som en 4-årig erhvervsuddannelse, der tidligere var et specialarbejderfag.

Det så den daværende økonomidirektør på Det Kongelige Teater som en gylden mulighed. Hun begyndte at presse på for, at teatret skal ansætte flere kvinder bag scenen også i takt med at den teknologiske udvikling i nærmeste fremtid ville gøre det lettere for kvinder at arbejde med sceneteknik. 

Det faldt ikke i særlig god jord hos den øvrige teaterledelse, tillidsfolk og kolleger.
- Ledelsen syntes, det var en lidt mærkelig idé. Tillidsfolkene var skeptiske, men ikke lige så skeptiske som kollegerne. Blandt dem var der faktisk nok et flertal, der var modstandere af, at man pludselig skulle gå op i det, fortæller Nicolai Bentsen.

Men økonomidirektøren gik skridtet videre. Hun ville have konkrete ændringer i ansættelsespolitikken fremfor løse hensigtserklæringer. Noget, som Nicolai Bentsen kalder for 'radikalt' dengang: kønskvoter for sceneteknikerelever.

Der kan det ske, at de lokale sceneteknikere ikke henvender sig til en kvindelig turnéleder
Helle Lindboe Löwén, forestillingsleder, Aveny T

Modtagelsen af direktørens nye linje var mildest talt kølig. For var det ikke bedre, at man blev ansat på kvalifikationer frem for køn?

- Der var stadig en del kolleger, der ikke kunne se arbejdet blive mindre fysisk og mere teknologisk. De havde en idé om, at man også om 20 år primært ville bruge sømænd, der kunne råbe og skrige, løfte og drikke bajere, fortæller Nicolai Bentsen.

Medarbejderne havde spørgsmålet om kvoter oppe og vende på en generalforsamling i Sceneteknisk Forening. Bølgerne gik højt, husker den nuværende fællestillidsmand, der dengang bare havde været scenetekniker i et par år:

- Der var blandt andet en kollega, der talte imod med argumentet, at kvinder i sceneteknikken ville betyde, at mændene ikke lavede noget. De ville have for travlt med at kigge på damer.

Men selvom flertallet af det scenetekniske personale var mod idéen, endte kvoteforslaget med at blive vedtaget. Med et meget snævert flertal.  Det tilskriver Nicolai Bentsen i dag en grad af politisk korrekthed og en bestyrelse i fagforeningen, der pressede på.
Folk havde ikke lyst til at stemme imod et forslag om flere kvinder i faget, selvom de egentlig syntes, det var en dårlig idé.

I 1998 lavede tillidsfolkene så en aftale med teaterledelsen om at indføre kvoter: Halvdelen af de seks årlige scenetektikerelever skulle fremover være kvinder.

Kvoter blev afskaffet igen

Det var dog ikke med Nicolai Bentsens opbakning. Han stemte nemlig nej.

Selvom han gerne ville have flere kvinder ind i faget, mente han, at kvoter var et forkert værktøj. Der gik dog ikke lang tid med eksperimentet på Det Kongelige Teater, før han skiftede holdning.

- Jeg måtte bare erkende, at det er et instrument, der virker. Det er først, når kulturen er ændret, at man ikke behøver dem mere, siger han.

LÆS OGSÅ: Løstansatte kvinder føler sig oftere forsøgt presset til sex

- Relativt hurtigt blev det markante flertal af medarbejderne venligt stemt over for tanken. Der var stadigvæk – også i flere år efter – et lille mavesurt mindretal, som havde den holdning, at kvinder ikke havde noget at gøre i sceneteknikerfaget. Men det gik lynhurtigt op for folk, at de nye kvindelige kolleger havde styr på det, de lavede, fortæller Nicoai Bentsen. 

Da man samme år skulle ansætte fire vikarer i sceneteknikken, blev halvdelen af dem kvinder. Uden kvoter. Derudover begyndte teatret at holde informationsaftener, hvor man inviterede unge kvinder ind for at se, hvad arbejdet bag scenen gik ud på. 

Ville kun tage imod instrukser fra mænd

Det var lige omtrent der, hvor kvoterne blev afskaffet, at Helle Lindboe Löwén startede som reggissørassistent på Det Kongelige i 2002. Siden da har karrieren bragt hende forbi børneteater, de små scener og de store musicals.

- Jeg synes egentlig, jeg er blevet behandlet på lige fod med alle andre på de steder, jeg har arbejdet, siger Helle Lindboe Löwén, der nu er forestillingsleder på Frederiksberg-teatret Aveny T.

- Men jeg og andre kvinder har oplevet ting på turnéer, når vores produktion kom ind et nyt sted, for eksempel et musikhus eller et lokalt teater. Der kunne det ske, at de lokale sceneteknikere ikke henvendte sig til en kvindelig turnéleder. De havde været vant til, at turnélederen var en mand, og de ville tale med en mand, siger hun.

Helle Lindboe Löwén har ligefrem oplevet, at folk nægtede at udføre arbejdet, når det var hende, der skulle lede en opsætning.

- Så måtte man få den den gamle mand på holdet til at gå over og prikke dem på skulderen, og så kunne det pludselig godt lade sig gøre.

Fra hård druk til barsel

Overordnet set oplever Helle Lindboe Löwén ikke forskelsbehandling bag scenen i dag. Heller ikke i løn eller jobmuligheder. 

- Det giver et andet sammenspil - og modspil - med et ’blandet hold’, og man undgår også kassetænkning, når folk har noget forskelligt at byde på. Det gælder ikke kun kvinder, men også eksempelvis folk med anden etnisk herkomst, mener hun.

Ifølge Nicolai Bentsen har inklusionen af kvinder i faget ikke kun ændret dynamikken på arbejdet, men også medført et gevaldigt løft af arbejdsmiljøet.

Vi ville ikke i dag kunne lave en målsætning om 30 pct. kvinder og være i stand til at indfri den
Nicolai Bentsen, scenetekniker og fællestillidsmand, Det Kongelige Teater

- Vores fag var jo et, hvor man arbejdede 15 timer og gik ud og drak bajere til kl. 3 bagefter. Al kommunikation foregik ved at råbe. En ret voldsom og meget macho kultur. Det viste sig så, at det tager det værste sludder og vrøvl, hvis man har en kvinde på holdet. Det blev også en murbrækker i forhold til sådan noget som at barsel. Pludselig blev det helt naturligt at tage et halvt år, hvor der før var en kultur om, at mænd højst var på barsel i to uger, siger Nicolai Bentsen.

Den fysiske grænse

I dag består medarbejderstaberne bag landets teaterscener af cirka 20-25 pct. kvinder, vurderer Nicolai Bentsen. Men det bliver ikke til flere end det. I hvertfald lige foreløbigt.

- Vi kan ikke lave en målsætning om, at 30 pct. skal være kvinder og være i stand til at indfri den. Vi er ærlige over for hinanden om, at der er en begrænsning, siger han.

Bag scenen bliver der nemlig løftet, skubbet og læsset 15-20 tons per medarbejder. Om dagen. 

Og det giver en fysisk barriere for, hvor meget man kan ændre med kultur og kvoter.

-I dag er typisk en eller to kvinder per hold. Hvis man er seks på arbejde, og man har et tæppe på flere hundrede kilo, som der skal rulles 20 af på en dag, så kan der bare ikke være fire kvinder ud af de seks. Så kan vi ikke læsse de lastbiler, der trods alt stadig skal læsses.  Til gengæld er der en kvinde på næsten alle hold, siger Nicolai Bentsen. 

Den teknologiske udvikling skaber dog hele tiden flere stillinger, der ikke kræver, at "ens spidskompetence er at løfte tunge ting", som fællestillidsmanden siger. Derfor tror han også, at der i fremtiden vil være plads til endnu flere kvinder i faget.

Plakater med nøgne mænd

I takt med, at der kom flere kvinder ind og kulturen ændrede sig blandt de højtråbende sømænd, skete der også noget med dekorationen i opholdsstuer og værksteder på Det Kongelige Teater.

Lige så stille forsvandt de nøgne kvinder fra væggene og computerskærmene.

- Vi fandt ud af, at man overhovedet ikke lagde mærke til, at plakaterne var væk. Det viste sig, at det er fuldstændig latterligt at gå op i, om der hænger en nøgen dame på ens arbejde, siger Nicolai Bentsen.

LÆS OGSÅ: Metal-formand om ny CO2-afgift: 'Det skal være en intelligent og ubøvlet model'

I en ny 3F undersøgelse svarede 80 pct. af byggearbejderne, at nøgenplakater er i orden. I rengørings-, restaurations- og hotelbranchen, hvor der findes væsentligt flere kvinder, er lidt under halvdelen okay med plakaterne.

Helle Lindboe Löwén ser stadig kalendere med letpåklædte damer på teaterværksteder rundt omkring i landet.

- Lige så længe der findes gamle røvhuller, der har holdninger og meninger, vil man bibeholde nogle af de ting, der var engang, siger forestillingslederen.

Til gengæld er hun også begyndt at se kalendere med nøgne mænd.