Tæt på verden: Folkets røst er blevet et globalt brøl

24. apr 2011
Avaaz er folkenes forenede nationer. På få dage kan medlemmerne udløse millioner af protester og svinge hammeren over deres modstandere.

Aktivistgruppen Avaaz vokser med 100.000 nye medlemmer hver uge.

Da Indien for et par uger siden debatterede et vigtigt initiativ rettet imod landets hæmningsløse korruption, meldte 650.000 indere sig som støtter på to uger. Dette brøl af støtte blev en faktor i, at parlamentet bøjede sig.

Avaaz er på nuværende tidspunkt sammensat af 8,2 millioner aktivister, der kan beslutte sig for at støtte emner, der optager dem.

Da Ugandas parlament ville behandle en lov, der i praksis dømte homoseksuelle til døden, indsamlede Avaaz 450.000 underskrifter imod dette. De blev afleveret til parlamentsformanden, som forstod alvoren. Forslaget hendør nu i udvalg.

Bemærkelsesværdige tiltag

Listen over initiativer er særdeles lang. Da USA og FNs Sikkerhedsråd tøvede med at indføre en no-fly zone over Libyen, da Muamar Ghadaffi belejrede demonstranterne i Benghazi, udløste Avaaz en million underskrifter rettet imod Sikkerhedsrådet. Bagefter takkede USAs ambassadør for budskaberne.

Anti-korruption er et vigtigt emne for aktivisterne, som har fået sejre i Brasilien, Spanien og andre steder. Over en million mennesker samlede for at kræve forbud imod pesticider, der dræber verdens bestand af honningbier. En halv million deltog i kampagnen for at indefryse Hosni Mubaraks milliarder.  

Hundredetusinder har deltaget i løbet af de seneste måneder i protester over voldtægt af lesbiske kvinder i Sydafrika for at kurere dem for deres sygdom. Solidaritet med egypternes revolution har været enorm. Berlusconis censurlov, der skulle forhindre hans modstandere i at blive hørt, blev blokeret. Og så videre ...

Folkets røst

Avaaz betyder ”stemme” på en lang række sprog. Organisationen blev startet i 2007 netop med henblik på at skabe en fælles stemme for mennesker over hele verden, der ønskede at udtrykke deres mening effektivt. Den kollektive stemme er blevet til et brøl.

Aktivisterne arbejder på 14 sprog baseret på tusinder af frivillige omkring fore globale centrer. Avaaz sender ikke kun e-mails til magthavere. Aktivisterne arrangerer mediekampagner baseret på frivillige bidrag, lobbyer og telefonerer til folk.

Sjælen i Avaaz er at mange af verdens problemer og holdninger er fælles for mange folkeslag, hvorfor så ikke organisere sig på tværs af grænser og arbejde lokalt, nationalt og  globalt. Moderne teknologi binder det hele sammen.

Uafhængighed er et mantra. Avaaz modtager ikke støtte fra regeringer, myndigheder eller firmaer. Medlemmer betaler alle udgifter.

Intet er tilfældigt

Der sidder ikke en junta eller en bestyrelse et sted og beslutter, hvilke emner skal tages op. Medlemmerne vælger deres vigtige temaer og målinger af grupper på 10.000 afgør, om et aktuelt emne skal tages op.

Er beslutningen truffet kan der gå få minutter, før en kampagne ruller ud via e-mail og internet. Og der kan væreenorme antal mennesker, der reagerer på opfordringen til at støtte en sag. Er du med, klikker man på en knap og måske får FNs Sikkerhedsråd et budskab fra dig.

Ofte er der ingen tid at spilde. Kriser, begivenheder, beslutninger eller revolutioner afgøres hurtigt. Organisationen sørger for alt det praktiske som at aflevere protester, indsamlinger af underskrifter og ikke mindst påvirke medier, hvor det tæller.

Læs mere: Avaaz.org

Tæt på verden

To af landets mest erfarne u-landsjournalister, Anne Hyll-Müller og Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.