Af Serdal Benli, spidskandidat for SF og 1. viceborgmester i Gladsaxe.

Der skal være plads til alle børn i folkeskolens fællesskab. For følelsen og oplevelsen af at tage del i fællesskabet er en vigtig og væsentlig del af børns opvækst. Men den nuværende model for inklusion skader mere end den gavner, så der er behov for nytænkning for at skabe bedre løsninger for børnene.

Hvorfor inklusion?

Det har siden 2012 været et mål for den danske folkeskole at inkludere specialundervisningselever i den almindelige undervisning. Ved fremlæggelsen af inklusionsloven, som SF støttede, beskrev daværende børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S):

”Det er regeringens målsætning at skabe en fagligt stærk folkeskole for alle. Det betyder, at flere elever skal inkluderes i den almindelige undervisning med de nødvendige støtteforanstaltninger og faglige udfordringer - og ikke udskilles til specialundervisning.”

En større inklusionsøvelse blev derpå iværksat med det formål at hæve de berørte elevers faglighed og øge oplevelsen af at høre til i fællesskabet. Hvad der bare desværre viste sig at ske, var noget andet.

For store menneskelige omkostninger

Vi har seneste år kunnet læse lærere og forældre råbe op om, at børn med særlige behov mistrives i folkeskolen. Fordi de ikke bliver mødt i forhold til deres behov. Samtidig har vi kunnet læse, at antallet af børn som diagnosticeres med ADHD, autisme, depression og angst er eksploderet. Vi må derfor indse, at vi ikke er lykkedes med at indfri lovens formål, fordi vi ikke har sikret tilstrækkelige rammer til at løfte opgaven. At projektet er blevet gennemført på bekostning af børnenes trivsel og læring. Samtidig må vi også indse, at behovene for særlig støtte vokser. Vi er derfor nødt til at sadle om, hvis vi skal sikre alle børn den skolegang, de fortjener.

 ... den nuværende model for inklusion skader mere end den gavner
Serdal Benli, folketingskadidat for SF

Dagligdagen i folkeskolen har de senere år ændret sig markant. Klasserne er bl.a. blevet større, og lærerne har fået mindre tid til forberedelse. Noget som har ført til mere urolige rammer og mindre individuel tilpasning og rummelighed, hvilket udfordrer hverdagen for børn med særlige psykosociale behov. Resultatet ses ved øget uro i klasserne og i værste fald forhøjet skolefravær, fordi børnene ikke kan rumme at møde i skole.

Vi kan derfor konkludere, at vi kun på papiret har lykkedes med inklusionsprojektet, fordi virkeligheden er en anden, og vi kun har gjort ondt værre for børnene, som ender med ikke at opnå de nødvendige forudsætninger for et godt liv efter skolen.

Specialpædagogisk viden er afgørende

Hvis vi skal lykkes med inklusionen, kræver det en investering i området. For børn med særlige behov er udfordret på hver deres måde, og det kræver specialpædagogisk at støtte dem i hverdagen. Men det er noget, som i dag langt fra sker i et tilstrækkeligt omfang. Børnene overlades derfor ofte til lærere med få eller ingen faglige forudsætninger for at støtte dem. Vi skal derfor klæde berørte fagpersoner på til opgaven, samtidig med at vi sikrer optimale rammer.

Vi bør opgradere læreruddannelsen og pædagoguddannelsen, så alle nyuddannede opnår de rette forudsætninger. Noget som Regeringen bør indtænke i det kommisionsarbejde, som netop er iværksat om styrkelse af læreruddannelsen. Vi skal derudover løfte de positive erfaringer frem, som vi kan inspireres af. For hvad er erfaringerne på de folkeskoler, som har oprettet særlige specialklasse-spor? Eller hvilke erfaringer har de i Italien, hvor de anvender en udvidet model af en gammel kending fra Danmark. For her deltager børn med særlige behov ikke til alle timer, men modtager specialundervisning noget af dagen. Resten af tiden undervises de dog af lærere, som alle har de rette faglige forudsætninger, i en almindelig klasse med et nedsat antal elever.

Vi står over for en svær udfordring. Men med den rette vilje og indsats, kan vi løse den. Vi skylder børnene at forholde os til problemerne og deres individuelle behov – og ikke vente og lade stå til.