Færre elever i den danske folkeskole læser og regner godt.

Det viser resultaterne i de nyeste nationale test for skoleåret 2018/2019, skriver Jyllands-Posten.

Resultaterne viser, at 70 procent af eleverne er "gode" til at læse. Sidste år var tallet 72 procent, mens det i 2014/2015 var 74 procent.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Også andelen af "gode" elever i matematik er faldet en smule efter flere års fremgang. I 2018/2019 opnåede 77 procent af eleverne "gode" resultater i matematik mod 78 procent året før.

Dermed er folkeskolen kommet længere væk fra at indfri målene med folkeskolereformen fra 2014, som blev indført for, at især de svageste elever skulle blive bedre.

Målsætningen er, at 80 procent af eleverne skal være i kategorien "gode" til læsning og matematik.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) kalder udviklingen "stærkt bekymrende".

- Det er jo slet ikke meningen, at det skal gå i denne retning.

- Basale kompetencer er fuldstændig fundamentale for ens læring og fremadrettet for et ungt menneskes trivsel og de muligheder, som man får i tilværelsen, siger hun til Jyllands-Posten.

Ministeren mener, at det er for tidligt at konkludere, hvad løsningen skal være. Men hun peger på, at der er for meget "overstyring" af folkeskolen.

/ritzau/