Fogh: Meget mild dom til 16årig drabsmand

10. aug 2008
Statsminister Anders Fogh Rasmussen er forbløffet over, at det bestialske drab på en 48årig mand i Aalborg af retten blev takseret til fire års fængsel.

Fredag blev en 16-årig dreng ved retten i Alborg idømt fire års fængsel for drabet på en 48-årig familiefar.

Retten vurderede ikke, at den 16-årige havde haft til hensigt at dræbe den 48-årige, som blev sparket i hovedet utallige gange. Og da retten også mente, at gerningsmandens unge alder er en formildende omstændighed, endte det med en dom på fire års fængsel for vold med døden til følge.

At den 16-årige efter at have banket den 48-årige til døde, tog billeder af offeret med sin mobiltelefon, tillagde retten ikke den store betydning.

Dommen, der ligger langt under hvad anklageren havde argumenteret for, fik mange til at spærre øjnene op. Også i statsministeriet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

- Ud fra en almindelig lægmandsbetragtning, når man lige ser det, kan man godt blive forbløffet over, at en så alvorlig forbrydelse kan ende med en så mild straf, siger Anders Fogh Rasmussen til Ritzau.

Efter dommen meldte justitsminister Lene Espersen ud, at hun nu vil have undersøgt, om det er rimeligt, at unge under 18 år slipper billigere i alvorlige sager. Det vil Anders Fogh dog ikke tage stilling til på nuværende tidspunkt.

- Jeg har da også spærret øjnene op. Men jeg vil godt have lejlighed til at studere omstændighederne og dommen nærmere, før jeg tager stilling til, om det nødvendiggør et politisk initiativ, siger statsministeren ifølge bt.dk..

faktaboks