Førtidspensionist: Forslaget er en trussel

27. apr 2012
Vi er så langt fra arbejdsmarkedet, at det ikke giver nogen mening at prøve at få os tilbage, lyder det fra førtidspensionisterne.

Venstre vil have kommunerne til at henvende sig til førtidspensionister med tilbud om at få genvurderet deres sager.

Det foreslår partiet i dag - med støtte fra Konservative og Liberal Alliance - som led i forhandlingerne om en reform af fleksjob og førtidspension.

Men det vil skabe stor frygt blandt førtidspensionisterne, mener Landsforeningen af Førtidspensionister.

“Folk bliver skræmt, hvis de får sådan en henvendelse. For mange vil det blive opfattet som en form for armvridning,” siger foreningens formand, Carl Erik Nielsen.

Den følelse genkender 47-årige Thomas Bøje Frederiksen, der er førtidspensionist på fjerde år.

“Umiddelbart ville jeg opfatte det som en trussel. Jeg ville blive bekymret for, hvad kommunen ville gøre ved mig, og om der alligevel ville være et element af tvang over det,” siger han.

Slet ikke klar til at arbejde

Han undrer han sig over, at man vil bruge ekstra kræfter på at få en som ham tilbage til arbejdsmarkedet.

Thomas Bøje Frederiksen lider af posttraumatisk stress syndrom (PTSD) på grund af dybe traumer som krigsveteran på Balkan i 90'erne

“Jeg kan slet ikke se mig selv som klar til arbejdsmarkedet, så der er ingen grund til at spilde penge på at prøve at ændre min sag,” siger han.

Landsforeningen af Førtidspensionister undrer sig også:

“Problemet er jo, at vi førtidspensionister er blevet tilkendt en førtidspension, netop fordi vi ikke har nogen arbejdsevne. Så hvorfor bruge de ekstra kræfter fra kommunens side? Det virker tåbeligt,” siger Carl Erik Nielsen.

OK at blive mindet om mulighederne

Thomas Bøje Frederiksen medgiver, at en henvendelse fra kommunen muligvis kunne give mening på længere sigt.

“Det ville måske være meget godt om fem år at blive mindet om mulighederne. Det ville jeg egentlig have det okay med,” siger krigsveteranen.

Landsforeningen af Førtidspensionister erkender på samme måde, at et aktivt tilbud fra kommunen kunne give mening i nogle sager.

“Men der er ikke ret mange af dem, der er tilkendt førtidspension, der kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det er marginalt,” siger Carl Erik Nielsen.

Hvorfor ikke starte med fleksjobbere?

Han undrer sig over, at politikerne vil bruge så mange kræfter på at få førtidspensionister tilbage i arbejde, når der er så stor arbejdsløshed blandt fleksjobbere.

For hvis førtidspensionister skal i arbejde, vil det typisk kun være et fleksjob, de kan overkomme, og pt. er cirka 17.000 personer godkendt til fleksjob, men kan ikke finde noget.

“De står nærmere arbejdsmarkedet, og det må være en bedre forretning rent samfundsøkonomisk,” siger han.

Derudover frygter Carl Erik Nielsen, at forslaget fra Venstre vil forringe den i forvejen pressede sagsbehandling af sager om førtidspension.

Hvis kommunerne skal i gang med et opsøgende arbejde overfor førtidspensionister, kommer det til at koste ekstra, og Carl Erik Nielsen frygter, at pengene vil blive taget fra den almindelige behandling af sager om førtidspension.