20191026-134534-L-1920x1280we
Otte timer efter en fødsel skal førstegangsfødende fra 1. april forlade Hvidovre Hospital. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Førstegangsfødende sendes hjem få timer efter fødsel: 'Utrygge mødre skal ikke hjem'

9. dec 2020, 10:57
Flere og flere hospitaler sender førstegangsfødende hjem uden overnatning. Senest har Hvidovre Hospital, der har landet største fødestue, taget den beslutning. Det vækker bekymring hos Jordemoderforeningen.

Otte timer efter en fødsel skal førstegangsfødende på landets største fødemodtagelse på Hvidovre Hospital tage hjem.

Vilkårene har længe været sådan for flergangsfødende, men normalt har førstegangsfødende kunnet blive på hospitalet to nætter. Men det er altså slut fra 1. april.

LÆS OGSÅ: Danske firmaer kritiseres af overlæger: - Hvad kan man bruge det til?

Det, synes Jordemoderforeningen, ikke er optimalt.

- Hvis man er velforberedt og bliver sendt hjem med tydelige opfølgningsmuligheder som eksempelvis hjemmebesøg dagen efter, så kan det jo være godt. Men udfordringen er jo, at man som førstegangsfødende sjældent ved, hvad der venter. Det kan også være svært for en familie at sige, at man ikke føler sig klar til at tage hjem, hvis man oplever, der er travlt. Ligesom det kan være svært for personalet at vurdere, om moderen er klar til at blive sendt hjem.

- Der sker det, at normalitets-spiralen flytter sig, når der er travlt, og så risikerer man at sende en mor hjem, der måske reelt ikke føler sig parat til at komme hjem, men ikke formår at give udtryk for det, siger Lis Munk, der er formand for Jordemoderforening.

En mor, der lige har født, skal ikke opleve at tigge og bede om at få lov til at blive på et hospital efter en fødsel
Lis Munk, formand for Jordemoderforeningen 

Charlotte Wilken-Jensen, der er ledende overlæge på Hvidovre Hospitals Gynækologisk-obstetrisk Afdeling, har været med til at lave ændringen fra 48 timer til otte timer. Hun har fortalt til DR.dk, at det sker for at frigive flere ressourcer til de komplicerede fødselsforløb.

- Vi skal forhåbentlig med det her lave en bedre bemanding til de syge fødende, som har brug for et hospital. Den ambulante fødsel giver mulighed for, at man hurtigere kan få etableret et familieliv derhjemme. Så skal vi bare være skarpe på at vurdere, om de ikke er klar til at tage hjem. Hvis de er utrygge og overvældede, så skal de ikke hjem.

Men den præmis er svært at leve op til, mener Jordemoderforeningen.

- Der er dem, der meget gerne vil hjem lige efter en fødsel, og så er der dem, der ønsker og har brug for at blive. Førhen havde man jo muligheden for selv at vælge.  Det er vigtigt, at man tager udgangspunkt i den enkelte. En mor, der lige har født, skal ikke opleve at tigge og bede om at få lov til at blive på et hospital efter en fødsel – hvis hun ikke føler, hun er parat. Og hvis man starter med en ambitionen om, at der skal sendes 50-60 procent af de fødende hjem, så tager man jo ikke udgangspunkt i familiens behov, siger Lis Munk.

Halter med hjemmebsøg

Ifølge den pressemeddelelse, som Hvidovre Hospital har sendt ud, bliver besparelser ikke brugt som argument. Det gør til gengæld erfaringer fra coronakrisen:

- Vi er godt klar over, at mange har set frem til at være to døgn på barselsstue efter fødslen på Hvidovre Hospital, men kvinderne, der fødte i foråret under første bølge af covid, lærte os noget vigtigt. Mange af dem havde den erfaring, at med god støtte og opbakning var de hjemlige omgivelser faktisk meget trygge og gav familierne en rolig start på familielivet, siger konstitueret ledende oversygeplejerske, Kristina Petersen i pressemeddelelsen.

Lis Munk fortæller, at da hun blev uddannet jordemoder for 30 år siden, bestod et normalt barselsophold af fem dage på hospitalet.

Man kan være bekymret for, at kvinder, der har problemer med at få amningen til at fungere, vil droppe amningen og give tilskud
Lis Munk, formand for Jordemoderforeningen 

- Men lige så vel som fem dage var for meget for de fleste, så kan det også være, at otte timer er for lidt for en del. Man startede for mange år siden med at sende flergangsfødende hjem i Ringkøbing amt, hvor der var tid til hjemmebesøg dagene efter, så det fungerede faktisk meget godt. Det er ofte flergangsfødende, der har ønsket om at komme hjem hurtigt, fordi de har andre børn derhjemme.

Ifølge Hvidovre Hospitals hjemmeside vil der være et videobesøg dagen efter fødslen og eventuelt et hjemmebesøg efter faglig vurdering.

Men et hjemmebesøg er at foretrække, mener Lis Munk.

- Vi oplever, at det halter med ressourcer til hjemmebesøgene. Og man kan ikke vide på forhånd, hvordan en ny familie vil opleve det at få et barn. Den store udfordring de første dage er at få amningen i gang. Det kan kræve konkret støtte og vejledning. Man kan være bekymret for, at kvinder, der har problemer med at få amningen til at fungere, vil droppe amningen og give tilskud.

LÆS OGSÅ: Raser over rygeforbud på hjemmekontoret: ’Vorherre bevares! Fri os fra det formynderi’

På Rigshospitalet bliver den førstegangsfødende udskrevet fire timer efter fødslen, mens det på Aarhus Universitetshospital er 4-6 timer efter fødslen. På Slagelse Sygehus får den førstegangsfødende tilbud om to overnatninger.