Du indstilles til førtidspension.

Da den 43-årige Kim Sommerfeldt Nedbo modtager de ord under mødet hos kommunen 2. oktober, vender han sig om og bryder sammen i gråd. Lettelsen siver ud af kroppen som luften fra en ballon.

LÆS OGSÅ: Tv-kok konkurs – skylder 9,7 mio.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

- Jeg havde været så helt utroligt nervøs. De har jo spillet ping-pong med mit liv. Men det her var det bedste, der var sket længe, siger Kim Sommerfeldt Nedbo til Fagbladet 3F.

Som mediet skrev i juni var den sygemeldte Kim Sommerfeldt Nedbo ellers på andet år fanget i et limboland, hvor der intet skete i hans sag.

Årsagen var, at Faaborg-Midtfyn Kommune havde afvist at gå med til at afklare den tidligere asfaltarbejders arbejdsevne, fordi han sagde nej til en rygoperation.

Ifølge 3F’s og en juridisk eksperts opfattelse, skal nej’et til en operation ikke have indflydelse på en sygemeldts sagsforløb. Sygedagpengelovgivningen giver nemlig en borger fuld ret til at afvise lægebehandling, man ikke føler sig tryg ved.

Kim Sommerfeldt Nedbo har rygproblemer, men lider primært af massive knæ- og bensmerter efter en arbejdsulykke i 2017; han går konstant med en trepunktskinne på knæet - ellers forsvinder benet væk under ham.

Nej til førtidspension

For at få sat lidt gang i sagerne søgte faglig sekretær i 3F Odense Industri, Søren Hansen, om førtidspension på Kim Sommerfeldt Nedbos vegne, men det kom der afslag på 12. juni. Begrundelsen var blandt andet, at arbejdsevnen ikke er afklaret.

Få uger efter begyndte Fagbladet 3F sin research i sagen. Og i Kim Sommerfeldt Nedbos øjne sætter det skub i tingene.

- Pludselig var det som om, at de lyttede til mig. Det var som om, at de skyndte sig at redde den, nu hvor der var kommet fokus på sagen, siger Kim Sommerfeldt Nedbo.

Ifølge Kim Sommerfeldt Nedbos sagsakter, som Fagbladet 3F har adgang til, tilbagevises sagen til sagsbehandleren fra Pensionsnævnet 2. juli, ”da Pensionsnævnet ikke vurderer, at det er utvivlsomt, at borger (Kim Sommerfeldt Nedbo, red.) ikke opfylder betingelserne for førtidspension”.

Og tre måneder senere tilkendes Kim Sommerfeldt Nedbo altså førtidspension:

”Vi vurderer ikke, at der kan peges på yderligere behandlingsmuligheder, der kan bedre Kims samlede helbredstilstand,”, skriver kommunen blandt andet i indstillingen.

Fagbladet 3F har spurgt Faaborg-Midtfyn Kommune, hvordan kommunen kan gå fra at være helt afvisende overfor førtidspension i forsommeren – til pludselig at godkende det på kort tid.

I en mail skriver chef for Arbejdsmarked, Mette Gaarde-Fink, at hun godt kan forstå, at det ved første øjekast kan virke underligt.

- Men det er der faktisk en logisk - om end lidt kompliceret - forklaring på. Da Kim i sommer søgte om førtidspension - hvilket man altid har ret til i henhold til lov om social pension - vurderede vores Pensionsnævn, at de ikke kunne træffe en afgørelse på baggrund af det materiale, de havde fået. Sagen blev derfor sendt tilbage til kommunens sagsbehandlere, forklarer hun.

- I løbet af efteråret har de arbejdet videre på Kims sag, og i oktober blev sagen sendt til vores rehabiliteringsteam. Teamet mødtes med Kim personligt og vurderede, at der ikke er realistiske udviklingsmuligheder i forhold at få Kim tilbage til arbejdsmarkedet. Derfor indstillede rehabiliteringsteamet Kim til førtidspension, skriver Mette Gaarde-Fink.

Kommunen vendtpå en tallerken

Den forklaring køber man imidlertid ikke i 3F, hvor den socialt politisk ansvarlige, Tina Christensen, siger:

- Der er intet nyt sket med Kims helbredstilstand i månedsvis. Den beslutning kunne være taget allerede i foråret. Han har haft et langt sagsforløb uden grund, fordi kommunen har afvist at gå videre i sagen på grund af nej’et til operation. I det øjeblik offentlighedens øjne kommer på sagen, bliver sagen hastebehandlet. Det ser vi desværre alt for tit, siger Tina Christensen.

At nej’et til operation pludselig ikke længere spænder ben for Kim Sommerfeldt Nedbos sag, forklarer Mette Gaarde-Fink med, at der er tale om to forskellige lovgivninger: Sygedagpengeloven og førtidspensionsreglerne.

- Det fremgår af sygedagpengereglerne, at muligheden for at sige nej til lægebehandling ikke har betydning for borgerens ret til sygedagpenge før revurderingstidspunktet. Men det har betydning for muligheden for at forlænge sygedagpengene udover de første 22 uger. Kims nej til en operation spillede derfor en rolle i vurderingen af, om hans sygedagpenge kunne forlænges, skriver Mette Gaarde-Fink.

- Når det kommer til førtidspension, siger lovgivningen imidlertid, at et nej til lægelig behandling ikke spiller en rolle. Derfor har Kims nej til en operation ikke haft betydning for tildelingen af førtidspension, skriver Mette Gaarde-Fink.

Men heller ikke den forklaring forstår Tina Christensen i 3F:

- I første omgang afviste kommunen jo netop førtidspension med den begrundelse, at hans arbejdsevne ikke var afklaret. Og arbejdsevnen var blandt andet ikke afklaret på grund af hans nej til operation. Så jeg kan ikke se anden forklaring, end at kommunen pludselig bare er vendt på en tallerken, fordi det blev en historie i pressen, siger Tina Christensen.

LÆS OGSÅ: Stor udvikling i Radio 24syv-sag

Kommunen afviser, at offentlighedens fokus på sagen har haft en betydning.

- Presseomtalen har ingen betydning haft for sagsbehandlingen. Vi har behandlet Kims sag som alle andre sager, skriver Mette Gaarde-Fink.