Fødevareboss: Derfor dyrker jeg fødselsdage

19. dec 2012, 10:00
Fem skarpe til Ole Wehlast

1) Hvem er du, når du ikke er formand?

- Familiemand. Jeg har tre børn med min første kone, der alle blevet gift, og så har jeg fem børnebørn. Når vi er så mange i familien er der altid en fødselsdag, man skal til, når man har fri. Og det dyrker vi meget, det der med fødselsdage.

2) Har du nogen sinde lidt af stress?

- Nej. Jeg har heldigvis den evne, at jeg ikke bliver stresset. Det er også det, der gør, at jeg kan eksistere. Du må gerne fremhæve hele det hold af medarbejdere, jeg har herinde. For hvis ikke de fungerer, så fungerer jeg jo heller ikke.

3) Har du et godt råd til dig selv?

- Det, der er vigtigst, når man er formand, er at man ikke kommer væk fra medlemmerne. Man skal ned i græsrodsbevægelsen og huske, hvor man kommer fra. Det skal jeg huske mig selv på. Det skal man være god til hele tiden, at huske sig selv på.

4) Hvad får dig ud af sengen om morgenen?

- At jeg skal på arbejde. Den senere tid har vi jo været voldsomt optagede at fedt- og sukkerafgifterne. Og det lykkedes os at være med til at forandre noget.

5) Hvad kan gøre dig vred?

- Jeg bliver nogen gange ærgerlig over, at vi ikke har et stærkere sammenhold i fagbevægelsen. Ærgerlig over, at vi ikke dyrker hinanden lidt mere. For nylig har jeg for eksempel foreslået, at vi får en samlet a-kasse i LO, men jeg kan se, at det er kompliceret. Det ærgrer mig, når tingene bliver gjort vanskelige.