Næstformand i FOA Thomas Enghausen står i spidsen for fagforbundets forhandlingsdelegation ved OK20. Foto: PR

Nu afslører FOA: Her er vores tre vigtigste krav til OK20

13. dec 2019, 05:45
FOA løfter nu sløret for fagforbundets tre vigtigste krav, før forårets overenskomstforhandlinger.

Mere i løn- og pensionsposen, bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv og flere private arbejdspladser med tillidsrepræsentanter.

LÆS OGSÅ: FOA-formand: Hvor skal pengene komme fra?

Sådan lyder de tre vigtigste krav fra fagforbundet FOA forud for forårets overenskomstforhandlinger på det private område.

Det forklarer næstformand Thomas Enghausen, der står i spidsen for FOA's forhandlingsdelegation ved OK20. På vegne af fagforbundets knap 5.000 privatansatte medlemmer forventer han, at arbejdsgiverne leverer mærkbare lønstigninger.

- De seneste overenskomstfornyelser på det private område har båret præg af forsigtighed i kølvandet på finanskrisen. Den er for længst overstået, den danske økonomi er kernesund, og det skal lønstigningerne reflektere. Vi har derfor en berettiget forventning om ikke bare at fastholde reallønnen for vores medlemmer, men om at løfte den, siger Thomas Enghausen til A4 Arbejdsliv.

LÆS OGSÅ: Tillidsmand inden overenskomstforhandlinger: Vi skal have højere minimalløn i byggeriet

I den forbindelse ønsker FOA, at en større del af lønstigningen bliver lagt på den såkaldte fritvalgskonto, der giver medlemmerne mulighed for selv at vælge, om pengene skal bruges på øget pensionsopsparing, mere frihed eller om de skal udbetales. 

- Fritvalgskontoen er vigtig for den enkelte, fordi den giver fleksibilitet til selv at tilrettelægge sit arbejds- og privatliv, alt efter hvor man er i sit liv, siger næstformanden.

Fra 500 krav til 6 temaer

I onsdags godkendte FOA's hovedbestyrelse de tre primære krav, som man tager med til OK20-forhandlingerne, hvor de to vigtigste modparter på arbejdsgiversiden i første omgang bliver Dansk Erhverv og Dansk Industri. FOA har også indgået overenskomst med KA Pleje under Kristelig Arbejdsgiverforening, men de forhandlinger ligger først senere i forløbet.

Vi har desværre en hel del arbejdspladser, hvor vi har FOA-medlemmer, men ingen tillidsrepræsentanter, og det vil vi gerne have ændret.
Thomas Enghausen, næstformand, FOA

Stort set alle FOA's medlemmer på det private område arbejder inden for social- og sundhedsområdet, typisk som sosu-assistenter og sosu-hjælpere på plejehjem eller i hjemmeplejefirmaer eller som handicaphjælpere.

LÆS OGSÅ: OK20: HK'ere vil have dobbelt op på fritvalg

I alt har fagforbundet op til OK20 modtaget omkring 500 krav fra medlemmerne, som i løbet af de seneste måneder er blevet kogt ned til 6 temaer, fortæller Thomas Enghausen. Udover de tre primære krav handler temaerne om mere frihed, som for eksempel barsel og flere omsorgs- og seniordage, et styrket og bedre arbejdsmiljø samt kompetenceudvikling og efteruddannelse, for eksempel i forhold til ny teknologi.

Selvom de tre sidstnævnte temaer altså står længere nede på den prioriterede ønskeseddel, som Thomas Enghausen tager med til forhandlingsbordet, så er det vigtige krav, som man vil kæmpe for at opnå forbedringer i forhold til.

- Arbejdsgiverne kan være ganske rolige. Vi kommer til at præsentere alle vores krav for dem, siger han.

Flere tillidsfolk

Med hensyn til kravet om en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv, så hænger det tæt sammen med temaet om et bedre arbejdsmiljø. Inden for social- og sundhedsområdet, hvor omkring 95 procent af FOA's privatansatte medlemmer arbejder, er der i øjeblikket stor mangel på kvalificeret arbejdskraft, og det betyder blandt andet, at der mange steder skal løbes både stærkere og længere på literen, og det går ud over medlemmernes arbejds- og privatliv.

- Hvis vi skal have de nuværende ansatte til at blive længere i faget og samtidig kunne tiltrække nye, skal vi gøre det mere attraktivt. Det gælder både for lønnen, men i høj grad også for muligheden for at kunne få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen, siger Thomas Enghausen.

I forhold til kravet om, at flere privatansatte FOA-medlemmer skal have adgang til en tillidsrepræsentant på deres arbejdsplads, så handler det ifølge Thomas Enghausen om, at for mange arbejdsgivere stiller sig i vejen for, at medarbejderne kan tillidsvælge en kollega til at repræsentere dem i små og store spørgsmål over for ledelsen.

- Vi har desværre en hel del arbejdspladser, hvor vi har FOA-medlemmer, men ingen tillidsrepræsentanter, og det vil vi gerne have ændret, siger næstformanden og uddyber:

- Det handler om at skabe en bevidsthed hos arbejdsgiverne om, at det faktisk er en fordel for begge parter, at der er en tillidsvalgt, der kan fungere som talerør mellem ledelse og medarbejdere. Samtidig er det vigtigt for os, at alle har en, de kan gå til med spørgsmål om blandt andet ansættelsesvilkår, siger han.

FOA tager først hul på sine OK20-forhandlinger i slutningen af marts, når forligene på industriområdet og transportområdet er overståede.