Fløjtende jonglør blev skraldemand i homopark

27. maj 2012
Nogle gange må vi ud i vandet med vaders, siger Nils Poll, der arbejder med at holde Ørstedsparken ren. Avisen.dk tog en rundtur i parken. Udover at tale om skrald og jonglørkunstner, stod den på menneskelort og folk i underjordiske gange.

”Dåser, sko, tøj, flasker, grillbakker, pizzabakker, liggeunderlag, madrester, aviser, papkrus,” siger Nils Poll, mens han kigger ud over Ørstedsparken, hvor han er ansat som ekstra personale i sommerperioden.

”Alt hvad du kan forestille dig, samler vi op.”

Årets første regionale varmebølge har ifølge meteorologerne indfundet sig i København og Nordsjælland.

Med varmen kommer affaldet, som danskerne har en forrygende evne til at smide fra sig. Det bliver til mange fyldte affaldssække i løbet af dagen.

Hipstere og homoer

Den store container i Ørstedsparken blev tømt i går eftermiddags, men her på formiddagen er den allerede ved at være fyldt igen.

Avisen.dk får en rundtur i parken, der huser hipstere, homoere, mødre med barnevogne og romaere i buskene.

Turen foregår i en lille elektriske ladbil med plads til to personer.

Mens vi triller rundt på grusstierne indsamler Nils Poll affald og deler af sin erfaring om danskernes affaldsvaner – eller mangel på samme afhængigt af synsvinklen.

Vi finder også ud af, hvorfor Nils Poll er glad for jobbet på trods af, at han kom fra et helt andet arbejdsliv, samt at der er folk, der sover i underjordiske gange under Ørstedsparken og Nørreport station.

Ha, ha, ha

”Da jeg tog jobbet, var det som gartner, men jeg er jo skraldemand,” siger Nils Poll og afslutter med et "ha, ha".

Han griner en del mere, end man umiddelbart ville forvente af en mand, der blandt mange andre interessante ting samler menneskelort op med en skovl på turen rundt i parken.

”Folk spørger, hvordan jeg kan fløjte, mens jeg tømmer skraldespande. Jeg kan gøre det med et smil, fordi jeg har haft en skæg og sjov karriere. Jeg har udlevet det, jeg skal i livet. Jeg er tidligere jonglør og levet af det i 20 år og været mange steder ude i verden,” fortæller Nils Poll.

”Nu er jeg 'skraldemand' i Ørstedsparken. Det havde jeg ikke drømt om, men der er faktisk en vis tilfredshed at holde parken ren og pæn. O.K. det er andre, der sviner, men det er mit lod i livet nu. Så længe jeg synes, det er skæg, og det er udendørs,” fortsætter han.

Fire vognlæs i vaders

Han stopper elbil på grusstien og går ned til søen. Med sin hapser fisker han en række uappetitlige plastgenstande op af vandet.

”Nogle gange må vi ud i vandet med vaders på. Jeg har skovlet fire vognlæs op i et hug,” siger Nils Poll.

Han putter herlighederne fra søens vand i en brun affaldssæk af papir og fortæller om det syn, der mødte ham og de tre kollegaer, da de mødte på job i morges.

”Klokken syv rykkede vi ud. Da stod skraldespandene og ’bøvsede’. Græsset flød med affald og engangsgrillerne brændte endnu. Man kan se, at hele selskaber bare havde rejst sig op og forladt det hele,” siger Nils Poll.

Underjordiske gange med beboere

Han kan da godt blive forbavset over de rå mængder af affald, folk efterlader i hans park, men forargelsen har han ”lagt væk”, fortæller han.

”Det er med at få det skægge ud af at være skraldemand, når man er det, og folk respekterer det, vi går og laver.”

Turen går videre. Nils Poll udpeger en række buske, hvor han fortæller, at grupper af romaer sover om natten.Han gør også holdt ved en stor rist.

Da han for nogle dage siden befandt sig nede under det tunge jerngitter for at fjerne affald, opdagede han en række underjordiske skakter, der løb dybt under Ørstedsparken og ud under Nørrevoldgade.

Da han bevægede sig lidt ind i skakterne, fandt han ud af, at der også var folk, der brugte det som sovested.

”Man keder sig ikke i det her job,” siger Nils Poll.

Tæppet af affald

Klokken nærmer sig 12 og affaldet er ved at være indsamlet for i dag. Turen er ved at være forbi.

Nils Poll nåede at give affaldsråd til en skoleklasse og en køretur til en lille fyr på otte-ni år, der uopfordret hoppede op på passagersædet, og som bagefter kvitterede ved at samle op til flere cigaretskodder op fra jorden.

”Nu er her ret pænt, men i morgen er der med garanti et tæppe af affald igen,” siger Nils Poll.