Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Flertallet af 3F'erne frygter ikke for deres job

21. apr 2020, 06:24
Knap 8 ud af 10 medlemmer af 3F er ikke bange for at miste deres arbejde på grund af corona-krisen. Det viser en ny undersøgelse.

Over 8.000 medlemmer af 3F har mistet deres job, siden Danmark blev ramt af corona, covid-19. Alligevel forventer et stort flertal af 3F’erne ikke, at de bliver arbejdsløse.

Det viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget blandt 1.055 medlemmer af Fagbladet 3F’s webpanel. Her svarer 79 procent, at de ikke er bange for at miste deres job på grund af corona-krisen, mens 21 procent er bange for, at jobbet ryger.

- Det kommer bag på mig. Jeg havde nok forventet, at tallene ville være lige omvendt, siger Thomas Bredgaard, der er professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

- Jeg tror, at flertallet af 3F’erne er for optimistiske og kommer til at revidere risikoen for at blive fyret, siger han.

Bent Greve, der er arbejdsmarkedsforsker og professor ved Roskilde Universitet, er også overrasket.

- Flertallet af 3F’erne er nok lidt for optimistiske. Krisen vil føre til et langt efterslæb. Hvordan det kommer til at gå herhjemme i forhold til beskæftigelse og økonomi er i høj grad afhængig af, hvad der kommer til at ske i andre lande, og hvornår og hvordan verdenshandlen kommer i gang igen, siger han.

Bent Greve påpeger, at undersøgelsen blandt 3F’erne kun viser et øjebliksbillede, og at der er en reel risiko for, at mange danskere vil miste deres job under krisen.

- Selv om der er kommet en række økonomiske hjælpepakker, er der virksomheder, som vil lukke og gå konkurs. Der er en stor risiko for at blive fyret i denne tid, og vi kommer til at se et permanent løft i ledigheden i de kommende to-tre år, siger Bent Greve.

- Samtidig viser undersøgelsen, at de økonomiske hjælpepakker tilsyneladende har skabt optimisme i forhold til, at mange 3F’ere ikke oplever, at deres arbejde er i fare. Og at mange regner med, at der vil være et job til dem, når vi er igennem krisen, siger han.