Stats- og regeringslederne i de 27 EU-lande blev tirsdag morgen enige om en aftale på i alt 13.580 milliarder kroner. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Flertal kræver ændringer i EU-budget

23. jul, 18:41
Et stort flertal af Europa-Parlamentets medlemmer har i forhåndsafstemning stemt for at ændre i EU-budgettet.

Et stort flertal i Europa-Parlamentet kræver ændringer i det budget, som de 27 EU-lande tidligere på ugen nåede til enighed om.

Det er resultatet af en afstemning i Europa-Parlamentet torsdag. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Europa-Parlamentet.

Afstemningen har været en slags forhåndstilkendegivelse fra medlemmerne af Europa-Parlamentet. Der skal senere holdes en endelig afstemning.

Torsdagens resultat kan tolkes sådan, at et flertal af medlemmerne ikke vil acceptere budgetaftalen, som den ser ud lige nu.

I stedet vil de have nye forhandlinger for at lave "et bedre budgetforslag".

Medlemmerne - også kendt som MEP'er - er blandt andet utilfredse med foreslåede nedskæringer i fremtidsorienterede programmer, der eksempelvis har at gøre med klimasikring og digital udvikling.

Parlamentet kan derfor ikke acceptere EU's politiske aftale for budgettet, sådan som det ser ud.

- MEP’erne er "parate til at nægte at godkende langtidsbudgettet", indtil en tilfredsstillende aftale er nået i de kommende forhandlinger mellem Parlamentet og Rådet senest inden udgangen af oktober, for at opstarten af de nye programmer forløber gnidningsløst fra 2021, lyder det i pressemeddelelsen.

Budgettet, der blev enighed om mellem EU-landene tirsdag morgen, er en plan for, hvordan knap 8000 milliarder kroner skal spenderes de næste syv år.

Budgetaftalen skal ifølge EU-traktaten godkendes af Europa-Parlamentet.

Desuden skal nationale parlamenter godkende, at indtægtsloftet midlertidigt hæves.

Aftalen for budgettet faldt på plads, efter at lederne fra de 27 EU-lande havde forhandlet hen over flere dage.

Ud over budgetaftalen blev der også forhandlet en stor genopretningsfond på plads, som er blevet gjort nødvendig af coronakrisen.

Den ekstraordinære fond har en størrelse på 5580 milliarder kroner.

/ritzau/