Politikere med hård dom over Postnord: "Tiden er løbet fra det"

20200121061253605_1000
Postvæsenet skal igen på danske hænder. Sådan lyder det fra flere partier, som åbner for at trække Danmark ud af PostNord. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
21. jan. 2020 08.28
Transportministeriet vil senest til marts undersøge konsekvenserne af at trække Danmark ud af PostNord.

Flere partier åbner for at trække Danmark ud af PostNord og i stedet lave en national plan for omdeling af breve og pakker.

Det skriver Jyllands-Posten.

- Tiden er løbet fra det overstatslige samarbejde. Den post, der er i Danmark, må vi håndtere internt i Danmark, siger postordfører Hans Kristian Skibby (DF).

Ifølge et notat fra Transportministeriet, som avisen er i besiddelse af, vil ministeriet senest til marts undersøge konsekvenserne af at trække Danmark ud af PostNord. Både hvad angår økonomi og personale.

Venstre har tidligere advaret mod en sådan skilsmisse, men partiet har ændret kurs.

LÆS OGSÅ: Sundhedsminister: Sundhedstjek skal rulles ud på landets arbejdspladser

- Overordnet set er jeg ikke sikker på, at den nuværende konstruktion er den bedste for fremtiden, siger postordfører Kristian Pihl Lorentzen (V) til Jyllands-Posten.

Han er overbevist om, at digitaliseringen i Sverige vil tage til i styrke de kommende år. Det, mener han, vil presse den samlede økonomi i PostNord og dermed også blive en belastning for den danske statskasse.

De Radikale er ikke afvisende over for at trække Danmark ud af PostNord.

- Jeg synes, at man skal overveje det, hvis der er nogle fordele i det. Det er et forslag, som vi skal se på, siger postordfører Andreas Steenberg (R) til avisen.

De Konservatives Niels Flemming Hansen kalder en skilsmisse for "en interessant tanke, men vi vil gerne lige kende prisen på den".

Transportminister Benny Engelbrecht (S) vil ikke kommentere en mulig skilsmisse, så længe der pågår politiske drøftelser om den fremtidige befordringspligt.

Den danske regering ejer 40 procent af PostNord, mens den svenske regering ejer de øvrige 60 procent.

PostNord blev stiftet i 2009 som en fusion af det danske Post Danmark og det svenske Posten AB.