Flere førtidspensioner til indvandrere

11. mar 2013, 17:16
Antallet af førtidspensionister er tre gange højere blandt indvandrere end blandt etniske danskere. Det viser nye tal fra Ankestyrelsen.

Andelen af førtidspensionister blandt 50-59-årige indvandrere af ikke-vestlig herkomst er tre gange så høj som blandt etniske danskere i samme aldersgruppe. Det viser nye tal fra Ankestyrelsen.

Indvandrere udgør 14,3 procent af alle førtidspensionister i Danmark, der ifølge Danmarks Statistik i alt udgør 160.291 personer pr. 1. januar 2011.

I den yngre del af befolkningen er forskellene moderate, men for gruppen over 40 år er andelen af førtidspensionister markant højere blandt indvandrere.

"Antallet af førtidspensionister stiger med alderen, men for indvandrerne fra ikke-vestlige lande stiger andelen rigtig kraftigt," siger Henrik Torp Andersen, der er analysechef i Ankestyrelsen.

Flygtninge vejer tungt i statistikken

Forskellen mellem danskere og indvandrere bliver størst for de 50-59-årige. Her er 10,4 procent af de etniske danskere på førtidspension, mens andelen for indvandrere fra ikke-vestlige lande er 31 procent.

"Antallet af førtidspensionister blandt de 40-59 årige flygtninge er i den grad tankevækkende. Til gengæld er det er glædeligt, at andelen af unge ligger så lavt, ja faktisk under de danske unge, " siger Ole Pass, der er formand for foreningen af danske socialchefer.

Andelen af førtidspensionister er især høj blandt indvandrere med flygtningestatus.

De grupper af 40-59-årige flygtninge, der får tildelt flest førtidspensioner, stammer fra Irak, Bosnien-Hercegovina og Libanon. Her modtager henholdsvis 35 procent, 42 procent og 44 procent førtidspension.

Heri ligger en del af forklaringen, vurderer Ole Pass:

"Flygtninge kommer jo hertil med en række skavanker i kufferten. Det kan for eksempel være post-traumatisk stress syndrom, som man kender det hos folk fra krigshærgede lande."

Lavstatusjob slider indvandrere ned

Ifølge Ole Pass forklares de hyppigere førtidspensioner blandt ikke-vestlige indvandrere også af deres position på arbejdsmarkedet.

"Mange indvandrere arbejder i belastende, ufaglærte job som for eksempel rengøring, hvor graden af nedslidning er meget høj. Dertil går mange indvandrerkvinder i meget lange kontanthjælpsforløb, fordi de af forskellige årsager kan være svære at få i arbejde," siger han.

Sidste år vedtog regeringen en reform af førtidspension, som begrænser adgangen til førtidspension.

Så stor er forskellen

Andel af henholdsvis danskere og indvandrere fra ikke-vestlige lande på førtidspension per 1. januar 2012:

 

18-29 år

  • Danskere - 1,3 procent
  • Indvandrere - 0,9 procent

 

30-39 år

  • Danskere - 2,8 procent
  • Indvandrere - 3,9 procent

 

40-49 år

  • Danskere - 5,4 procent
  • Indvandrere - 14,4 procent

 

50-59 år

  • Danskere - 10,4 procent
  • Indvandrere - 31 procent

 

Kilde: Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2. marts 2013