Hver femte faglærte vælger at læse videre, efter de har taget en erhvervsuddannelse, skriver Politiken. Det viser en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har foretaget.

Tallene viser også, at der er sket en stigning i andelen, som læser videre.

AE har set på de to årgange, der afsluttede en erhvervsuddannelse i henholdsvis 2006 og 2011, for at finde ud af, hvor stor en andel der fem år senere var blevet skrevet op på en videregående uddannelse. Blandt de udlærte fra den seneste årgang var 25 procent flere begyndt at læse videre, viser analysen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Tallene overrasker Dansk Metal, som har foreslået AE at undersøge de faglærtes karrierevej.

- Der findes jo den her fortælling om, at en erhvervsuddannelse er en endestation, hvor man uddanner sig til et arbejde, som så fortsætter resten af livet«, forklarer Kasper Palm, som er forbundssekretær i fagorganisationens uddannelsesafdeling.
Natten mellem torsdag og fredag får knap 89.000 ansøgere svar på, hvorvidt de er kommet ind på den videregående uddannelse, de har søgt.

De nye tal viser, at den begivenhed er vigtig for en langt bredere gruppe end før, mener Kasper Palm.

- Det her punkterer myten om, at kun gymnasier er et springbræt«, siger han.
I mange år har erhvervsuddannelserne kæmpet for at få udbredt netop det budskab. At vejen til at blive eksempelvis bygningskonstruktør godt kan begynde med en praktisk tømreruddannelse i stedet for gymnasiet. På samme måde som en faglært smed godt kan blive kvalificeret til at læse videre på skibsingeniøruddannelsen.