Flere ældre borgere vælger at blive længere på arbejdsmarkedet (Arkivfoto).

Flere arbejder tæt på folkepensionsalderen

2. jul 2020, 15:15
Folkepensionsalderen blev første gang sat op til 65,5 år i 2019. Nye tal fra Forsikring & Pension viser, at dem fra årgang 1954 bliver længere på arbejdsmarkedet end årgangene før dem.

Flere danskere vælger at blive længere på arbejdsmarkedet og vente med at gå på pension. Det viser en nye tal fra Forsikring og Pension.

Årgang 1954 er den første årgang, der er berørt af ændringen af folkepensionsalderen. De nye tal viser, at årgangen fortsætter med at arbejde helt frem til den nye folkepensionsalder. Dermed bidrager de til en stigning i tilbagetrækningsalderen.

LÆS OGSÅ: Rekordhøje ledighedstal: 'Det værste venter foran os'

På tværs af uddannelser er beskæftigelsesgraden ca. 95 pct. for personer fra årgang 1954 tre måneder efter, de er fyldt 65 år og frem til den nye folkepensionsalder. For faglærte er det 20 pct. point højere end årgangen før dem, da den kunne gå på folkepension.

Det samme mønster ses i forbindelse med den højere efterlønsalder.

- Når de lovbestemte aldersgrænser for efterløn og folkepension sættes op, så fortsætter de berørte personer med at arbejde i højere grad end tidligere, siger vicedirektør Jan V. Hansen, Forsikring & Pension.

- Senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet har understøttet en historisk høj beskæftigelse i Danmark, som toppede i februar lige før udbruddet af coronavirus. Vi har nu til gode at se, hvordan tilbageslaget i økonomien og stigningen i ledigheden vil påvirke seniorers beskæftigelse og tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, siger Jan V. Hansen.

Behov for fleksibilitet
Frem mod 2022 fortsætter folkepensionsalderen med at stige gradvist, så den ender på foreløbig 67 år.

Det øger behovet for fleksible løsninger for, hvordan og hvornår man kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

LÆS OGSÅ: Serie: Kastrup i knæ

- På den ene side viser en Epinion-undersøgelse, at 25 procent af danskerne ønsker at trække sig fra arbejdsmarkedet, før de når pensionsalderen. På den anden sider viser undersøgelser fra VIVE (forskningscenter for velfærd), at mange gerne vil arbejde, efter at de er gået på pension, mener Jan V. Hansen.

- Undersøgelsen viser også, at 1 ud af 3 danskere, der forlader arbejdet i forbindelse med pension, gerne ville have arbejdet længere. Det tyder på, at der er behov for større fleksibilitet. Det behov er ikke blevet mindre af den krise, vi står i lige nu, siger Jan V. Hansen.