Flere anholdelser på vej i sag om millionrøveri

19. aug 2008
Politiet har siden i går haft flere ransagninger igang og har fundet våben, der kan have forbindelse til røveriet hos Dansk Værdihåndtering. De fortæller også, at der er flere anholdelser på vej

Politiet har fundet våben og andre midler, der kan have forbindelse til millionrøveriet i Brøndby.

Politiet har hele natten endevendt en landejendom i Sengeløse for at finde spor efter røveriet og har derudover haft ransagninger i gang på andre hemmelige lokaliteter.

Fundet af flere våben sker, efter politiet i går anholdt ydeligere to mænd på 38 og 63 år i sagen om røveriet mod Dansk Værdihåndtering. Begge var lejere på landejendommen i Sengeløse og er danske statsborgere. Forinden er fem - en dansker og fire svenskere - blevet fængslet i sagen

I dag tirsdag vil det blive afgjort, om de to sidst anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør, oplyser politiet til Politiken

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Efterforskningsleder Carsten Jansson siger til TV2 News, at politiet venter flere anholdelser i løbet af ugen og fortæller, at det er kommet et stort stykke nærmere opklaringen.

I forhold til om røveriet har forbindelse til røveriet hos værdihåndteringen Loomies i Glostrup i april, hvor 62 millioner kroner forsvandt, siger Carsten Jansson, at meget tyder på, at de to grupper bag røverierne kendte til hinandens røverier, da de har mange ligheder.

Såvel sprængstofeksperter som folk fra Beredskabsstyrelsens kemiske beredskab har været indkaldt, men politiet holder tæt om detaljerne i operationen. Politiet har fjernet flere genstande fra ejendommen i Sengeløse i store affaldssække. En af sækkene blev placeret på et bagsæde i en politibil. Det så ud, som om der var flere aflange genstande i, skriver Ekstra Bladet.

Ransagningerne fortsætter her til formiddag.

 

 

 

 

 

faktaboks