Fire danskere på vej hjem fra Kina

31. jan, 08:42
De første danskere er på vej hjem med fly fra Wuhan i Kina til Europa efter udbrud af coronavirus.

Ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod (S) sidder fire danskere i et fly på vej fra storbyen Wuhan i Kina, hvor der er udbrud af coronavirus, til Europa. Det oplyser han til TV2 News.

Flyet har i første omgang kurs mod et andet europæisk land, men de fire danskere forventes til Danmark i løbet af eftermiddagen.

Jeppe Kofod henviser til et godt samarbejde med Spanien og Storbritannien.

Særligt sidstnævnte land har stået i spidsen for en evakuering af egne borgere fra Wuhan.

Fredag morgen dansk tid oplyste den britiske regering, at et fly med 83 britiske statsborgere og 27 borgere fra andre lande var taget fra Wuhan. Det står ikke klart, om det er det fly, som danskerne befinder sig på.

Det er dog oplyst, at når danskerne lander i Europa vil Forsvaret flyve dem det sidste stykke hjem til Danmark.

Ifølge TV2 News er der tale om et fly, der ifølge flyovervågningstjenesten Flightradar24 har kurs mod en britisk lufthavn.

Vestlige lande er begyndt at flyve borgere ud af Wuhan i Kina efter et udbrud af coronavirus, der har kostet mere end 200 livet. Mere end 9000 er smittet.

Flere luftfartsselskaber - herunder SAS - har stoppet alle rejser til Kina på grund af virusudbruddet.

/ritzau/