Denne artikel har tidligere været bragt i juni. Mange var glade for at læse den, og derfor bringer vi den igen.

Da Finn Sørensen stillede op til Folketinget i 2011, havde han ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han ville blive valgt. Faktisk var den dengang 64-årige fagforeningsmand på vej til at forlade arbejdsmarkedet, da hans navn kom på stemmesedlen.

Men hovedstadens venstrefløjsvælgere ville det anderledes og stemte den tidligere øl-chauffør og bassist i bandet Røde Mor i Folketinget.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

- På valgdagen var jeg i 3F Kastrup og holde tale og underholde lidt med min guitar. Så var der en, der sagde, Finn, du skal lige holde øje med de stemmetal. Pjat med jer, svarede jeg og tog ind til min datter, som inviterede på valgmiddag. Da jeg kom frem, klappede de alle sammen og sagde, at jeg skulle i Folketinget, husker Finn Sørensen.

Næsten otte år er gået, siden den aften, hvor Enhedslisten fik 12 mandater og blev parlamentarisk grundlag for Helle Thorning-Schmidts regering. Finn Sørensen var en del af det røde dusin og indtog posten som partiets socialordfører og senere beskæftigelsesordfører. Poster, hvorfra han har gjort det til sit speciale at bide skiftende ministre i haserne.

I dag står der en stor, brun papirsæk på Finn Sørensens kontor og vidner om, at det er tid til oprydning, og at Enhedslistens 72-årige alderspræsident snart går fra borde. Manden, der kæmper indædt imod at hæve danskernes pensionsalder, tog selv en ekstra tørn.

- Jeg har sagt op og glæder mig til at få mere tid til familien, siger Finn Sørensen. Og nok også politisk arbejde, tilføjer han.

Spørger man ham, hvad han er mest stolt af i sit politiske liv, taler han om et resultat, der blev opnået, før han fik plads på Tinge: Samlingen af venstrefløjen.

Vi gjorde talen om 'de forenede dødsboer' til skamme
Finn Sørensen,  Enhedslisten

- Det lykkedes en meget svækket og sekterisk venstrefløj at finde sammen i slutningen af 80’erne, hvor vi var blevet kørt godt og grundigt over af højrefløjen og neoliberalisterne. Der skabte vi Enhedslisten, der skulle blive Folketingets fjerdestørste parti, som nyder bred anseelse og sætter politiske dagsordener. Vi gjorde talen om 'de forenede dødsboer' til skamme, siger Finn Sørensen. Og hentyder dermed til, at Enhedslisten blev dannet som et samarbejde mellem Venstresocialisterne, Danmarks Kommunistiske Parti og Socialistisk Arbejderparti . 

Og hvad har været det værste?

- At opleve det skred i retning af fremmedfjendsk retorik og accepten af, at vi godt kan skære i velfærden, hvis det bare er udlændinge, det går ud over. Desværre har det genklang i befolkningen, siger Finn Sørensen og taler videre om sin bekymring for, hvad der kan følge i ’slipstrømmen’ på de seneste års opstramninger i udlændingepolitikken. Partier som Nye Borgerlige og Stram Kurs er blevet opstillingsberettigede, bemærker han.

- Jeg giver ikke Socialdemokratiet, SF og Venstre ansvaret for de to partiers politik. Jeg kan sagtens se forskel, men hvis man gør det acceptabelt at lave lovgivning rettet mod befolkningsgrupper af anden etnisk baggrund, så åbner man døren til ’helvede.’ På venstrefløjen har vi mange diskussioner til gode om, hvorfor vi ikke har været gode nok til at dæmme op for det, siger Finn Sørensen, der også savner fagbevægelsens stemme i debatten.

- Jeg synes, at de skulle tone meget mere rent flag over for initiativer som ghettopakken, fattigdomsydelser og snakken om at udlændinge skal have samme ret velfærdsydelser som os andre. Heldigvis blev der sagt fra over for opholdskravet  i dagpengereglerne, men det var først, da danskere i udlandet trådte frem og sagde, at de ville blive ramt, bemærker Finn Sørensen.

Opvæksten i, hvad Finn Sørensen betegner som ’en traditionel arbejderfamilie,’ hvor begge forældre var aktive i Socialdemokratiet, betød, at der blev sat værdier i centrum, som også blev hans drivkraft.

- Jeg har fået alt det med solidaritet ind med modermælken. Det var en selvfølge, at man skulle holde med de små i samfundet, og at man altid skulle sørge for, at der var penge til at betale sin skat, sygekasse og sin fagforening. Det lå også som en forudsætning, at de goder, man havde opnået i 50’erne og 60’erne ikke var kommet af sig selv, men af aktiv politisk kamp, siger Finn Sørensen.

Selv satte han sit første kryds ved Socialdemokratiet, men siden blev det flyttet længere til venstre. I 1970' erne gik han sammen med mange andre i demonstration mod Anker Jørgensens indkomstpolitik.

- Jeg syntes ikke, at Socialdemokraterne varetog arbejdernes interesser. De har en tvangstanke om, at hvis vi skal tilgodese arbejderne, så skal vi absolut også tilgodese kapitalen. I højkonjunktur fungerer strategien meget godt, men den spiller fallit i krisesituationer, for så kræver kapitalen, at der skal skæres ned, som vi så under Thorning-regeringen.

Det var som kortvarigt litteraturstuderende på Københavns Universitet, at Finn Sørensen blev grebet af 1960’ erne og 70'ernes marxistiske vinde. I 1973 blev han formand for Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister og var selv med til at foreslå, at partiet blev nedlagt i 1983. Næste stop var VS. Studierne og politisk kunst blev hurtigt udskiftet med fabriksarbejde, job som øl-kudsk og siden fagforeningsposter. Blandt andet 20 år i spidsen for de københavnske bryggeriarbejdere. 

Hvad kalder du dig selv i dag?

- Jeg kalder mig revolutionær socialist og marxist. 

Hvad betyder det i 2019?

- Den afgørende skillelinje er ikke, om du bekender dig til den ene eller anden retning inden for socialismen og marxismen. Det afgørende er, at socialister ikke er sat i verden for at forringe vilkårene for arbejderne, de fattige og flygtninge. Det er heller ikke vores opgave at svække fællesskabet ved at sælge ud af Dong, give skattelettelser til de rige eller skære i velfærden, som vi så under Thorning-regeringen, siger Finn Sørensen.

Han har i det hele taget ikke meget positivt at sige om tiden med Thorning-regeringen, hvor forholdet til Enhedslisten var konfliktfyldt:

- Det var på mange måder forfærdeligt, først og fremmest fordi der ikke var den nødvendige tillid. Her var skattereformen i 2012 et helt afgørende brud, hvor vi kun kunne opleve det, som at de løb fra en aftale. Vi oplevede, at det var et selvstændigt mål for Thorning og Corydon, at Enhedslisten kom ned med nakken, og at de dybest set hellere ville samarbejde med højrefløjen.

Finn Sørensen taler om at blive mødt med arrogance af Thorning-regeringens fremmeste ministre, men også om at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen var en undtagelse, som det lykkedes at indgå aftaler med om blandt andet social dumping.

- Hvordan hun så vil være som statsminister, ved jeg ikke. På resten af beskæftigelsesområdet er problemet, at Socialdemokratiet har bundet sig til forlig med højrefløjen. 

På den måde har tiden med Troels Lund Poulsen (V) i Beskæftigelsesministeriet været mindre udfordrende, konstaterer Enhedslistens ordfører. 

- Men det er ikke det, vi går efter. Det er resultater, og til dem, der siger, at vi blev brugt som dørmåtter under Thorning, vil jeg sige, at vi opnåede en stribe resultater, også på beskæftigelsesområdet. Under denne regering er der slet ingen resultater, kun forringelser. Det nemmeste er at skælde ud på Troels Lund, men det vigtigste er nu engang resultater.

Nu giver du stafetten videre. Hvad er det vigtigste for et nyt Folketing tage fat på?

- Vi skal have genskabt trygheden for lønmodtagerne ved arbejdsløshed, sygdom og alderdom. Kampen mod højere pensionsalder må fortsætte. Vi skal ikke arbejde til vi er slidt ned. Vi skal have afskaffet fattigdomsydelserne og sikret ret til førtidspension til de nedslidte. Noget af det, der har fyldt allermest, også følelsesmæssigt, i de syv år herinde, er henvendelser fra alvorligt syge og nedslidte, der bliver nægtet pension. Man skammer sig over, hvordan syge mennesker bliver behandlet, men der er ikke andet at gøre end at skrive opmuntrende ord til dem om, at vi kæmper, og at de skal holde ud, siger Finn Sørensen.

I virkeligheden er det kræfter uden for Christiansborg, de folkelige bevægelser, der skal presse på for forandringer, tilføjer han.

- Jeg har en efterlysning. Enhedslisten står rimelig alene med synspunktet om, at det er vanvittigt at sætte pensionsalderen i vejret. Hvis vi skal finde reelle løsninger, er fagbevægelsen nødt til at træde i karakter. Jeg savner en klar udmelding med krav om, at velfærdsforliget (bred politisk aftale om stigning i danskernes pensionsalder, red.) skal skrottes, siger Finn Sørensen, der dog noterer sig, at FOAs Mona Striib og en række lokale fagforeninger har rejst kravet. 

- Jeg tror ikke, at der er mange i fagbevægelsen, der synes, at det er en god idé at sætte pensionsalderen op. Hvorfor siger de det ikke højt, funderer Finn Sørensen.

I valgkampens slutspurt peger alle målinger på, at Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen overtager Statstministeriet efter Lars Løkke Rasmussen. Mens Finn Sørensen gør klar til at pakke øl-kudsk-porcelænsfiguren og de gamle billeder fra tiden som blokadegeneral i fagbevægelsen ned, gør han sig tanker om mulighederne i et nyt politisk flertal.

- Der er potentiale til, at nogle ting bliver anderledes. Socialdemokraterne er enormt pressede på at levere på velfærd og tryghed i bred forstand. Men deres udlændingepolitik splitter i stedet for at samle dem, der skal kæmpe  sammen for forbedringerne. Derfor står og falder det med, om befolkningen siger, nu fik vi valgt Mette, og så sætter vi os ned og venter vi på resultaterne. Eller om de tænker på, hvad der skete under Thorning og den borgerlige regering og siger fra. Hvis man bare overlader politik til politikerne, så går det galt. 

Det kunne være sjovt, hvis flere spurgte til tandbørsten

I 2012 blussede debatten om Enhedslistens holdning til revolution op. Et medlem af partiets hovedbestyrelse, erklærede, at hvis Enhedslisten fik 90 mandater, skulle der tages grundigt fat på bankerne, virksomhederne, militæret og den private ejendomsret over produktionsmidlerne. Men danskerne skulle dog nok få lov til at beholde deres egen tandbørste.

I 2014 vedtog partiet et nyt principprogram, der gjorde op med de vidtgående revolutionære tanker. I stedet kom der fokus på en fredelig overgang til socialisme på demokratisk vis.

- Der er aldrig nogen, der har ønsket, at der skulle være en masse vold. Men det var en anden tid med uro og kriser, revolutioner og nationale befrielseskrige flere steder i verden i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70´erne, siger Finn Sørensen. 

Møder du folk i dag, der spørger til det med retten til at eje sin egen tandbørste?

- Meget lidt, og det er godt, for det er udtryk for, at de fleste godt ved, at så tossede er vi alligevel ikke. Men det er ærgerligt, at der ikke er mange, der gider diskutere, hvordan vi kommer hen til et samfund, hvor vi producerer for mennesker og ikke for profit.

- Jeg savner at flere engagerer sig i debatten om, hvordan vi kommer frem til socialismen på fredelig vis, og hvordan kan vi få mere fælleseje. Så det kunne være sjovt, hvis flere spurgte til det med tandbørsten.