Fingrene væk!

13. sep 2009
Det var ikke kønt, da politikerne, bl.a. S, ville have flere penge til sosuerne i 2008. Derfor skal de holde fingrene væk, lyder kravet fra Metalformand

I de fleste sager står Dansk Metal last og brast med den socialdemokratiske formand, Helle Thorning-Schmidt, men når det kommer til overenskomst-forhandlinger, skal hun holde fingrene væk.

Det skal politikerne i det hele taget.

Da forbundsformand Thorkild Jensen gik på talerstolen på Metal-kongressen i Aalborg, var det derfor med et svirp over fingrene til blande-lystne politikere:

"Der er nu, måske mere end nogensinde før, brug for at fokusere på Den Danske Model og passe på den. Det kræver, at man udviser ansvar på begge sider af bordet. Men også de, der ikke er inviteret med til forhandlingerne, skal udvise ansvarlighed. Og her tænker jeg især på politikerne," sagde Thorkild Jensen. 

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Ikke kønt

Det turde være overflødigt at hejse den advarende pegefinger, men da det offentlige område forhandlede overenskomster i 2008, var det til akkompagnement af et krav om fem milliarder ekstra kroner til de lavestlønnede - som dog blev væsentligt mindre. Kravet kom fra en for-søstring mellem Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard og Socialdemokraternes Helle Thorning.-Schmdt - og det scenarie ønsker Thorkild Jensen ikke at se igen:

"Forhandlingerne om de offentlige overenskomster i 2008 blev ikke noget kønt forløb. I Metal fik vi ved de offentlige forhandlinger et godt resultat, som også blev vel modtaget af medlemmerne, men den politiske indblanding gav unødige skrammer til partierne og til forhandlingerne."

Også svirp til FOA

"Lektien fra 2008 er derfor enkel og ikke overraskende: Det er arbejdsmarkedets parter – og kun arbejdsmarkedets parter – der har noget at gøre i en overenskomstforhandling. Folketingets politikere gør mere skade end gavn, når de falder for fristelsen og blander sig i forhandlingerne direkte eller indirekte. Det er en lektie, som såvel politikere som forbund gør klogt i at huske," sagde Thorkild Jensen til sin kongres.

Og gav så også lige et svirp til FOA, som var glade for de ekstra politiker-milliarder.