Finanslov: Hårde sanktioner koster 10.000 job

30. aug 2013, 10:06
Kommunerne sparer mere end nødvendigt, fordi de er bange for at blive knaldet for at overskride budgettet. LO opfordrer regeringen til at lempe sanktioner i forbindelse med finansloven.

Der er skuffelse i fagbevægelsen over, at regeringens udspil til finanslov lægger op til at fastholde sanktioner mod kommuner, der bruger flere penge, end de må.

I dag holder mange kommuner nemlig så stor en sikkerheds-margen til budgetloftet, at vi ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-rådet) går glip af 10.000 job i det offentlige i år.

”Vi opfordrer regeringen til at slække på de sanktioner. Forklaringen har de selv givet. Vi har fået konstateret, at kommunerne ikke bruger de penge, der har været aftalt, at de måtte bruge,” siger Harald Børsting, der er formand for hovedforbundet LO.

Underforbrug på 5,3 milliarder

I 2012 brugte de 98 kommuner 5,3 milliarder kroner mindre, end de havde lov til ifølge aftalen med regeringen.

”Det betyder færre arbejdspladser i den offentlige sektor, end der kunne have været. Og det betyder også, at der er nogle steder, hvor serviceniveauet er lavere, end det behøver at være," siger Harald Børsting.

Chefanalytiker i AE-rådet Martin Madsen understreger, at sanktionerne er vedtaget på et tidspunkt, hvor dansk økonomi buldrede frem, og der var behov for at bremse kommunernes overforbrug.

"Det har vist sig at være mere effektivt, end hvad godt er. Nu er vi ude på tredje år, hvor vi også i år højst sandsynligt vil se at kommunerne bruge mindre end aftalt. Det er super-uhensigtsmæssigt i en tid, hvor der er behov for vækst og beskæftigelse," siger han.

Som alternativ til at fjerne sanktionerne for overforbrug foreslår Martin Madsen, at der også vedtages en sanktion, hvis kommunerne underskrider budgetterne.

"For eksempel at regeringen kunne indrage pengene og bruge dem til andre vækstfremmende initiativer, hvis kommunerne ikke brugte dem," siger chefanalytikeren.

89 ud af 98 bremser for hårdt

Kommunernes Landsforening (KL) oplyser over for Avisen.dk, at de ikke ønsker at kommentere på, om sanktionerne bør indgå i finanslovsforhandlingerne. Det har vist sig, at frygten for sanktioner sidste år fik 89 ud af 98 kommuner til at træde unødvendigt hårdt på bremsen.

Når finanslovsforhandlingerne indledes om kort tid, er et opgør med det "jobdræbende sanktionsregime" blandt Enhedslistens centrale krav.

S: Glem det

Ifølge socialdemokraternes kommunalordfører Simon Kollerup er der dog absolut intet at komme efter.

"Vi kommer ikke til at slække på det krav, som vi som parti og regering stiller til finanspolitikken i Danmark. Det er afgørende for os, at der er fuldstændig styr på økonomien i hele Danmark, og det er derfor, vi har lavet de her regler," siger han.

Simon Kollerup opfordrer kommunerne til at starte med at bruge de penge, de har lov til.

"Man bliver kun straffet, hvis man bruger for mange penge. Så der er kun ét svar: At man styrer sin økonomi gennem god økonomistyring og budgetlægning," siger han.