Finanskrisen rammer taxibranchen økonomisk

9. okt 2008
Krisen kradser verden over, og den rammer også taxibranchen på pengepungen.

 

Flere fravælger nemlig en tur med taxien.

Sådan lyder meldingen fra chauffører og vognmænd.

"Vi har en tilbagegang på tre-fire procent," siger formanden for Dansk Taxi Råd, John Lindbom, til Newspaq. Han understreger dog, at taxibranchen ikke er gået i panik over det.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Dansk Taxi Råd er erhvervs- og interesseorganisation for taxivognmænd i Danmark og repræsenterer omkring 80 pct. af landets taxivognmænd og mere end 95 pct. af taxiselskaberne.

Både virksomheder og private dropper at ringe efter en hyrevogn, fortæller John Lindbom:

"Når der er mindre mødeaktivitet i virksomhederne, skal der ikke køres så meget personale rundt. Og privatkunderne tager bussen, hvis det regner, hvor de måske dagen før ville have taget en taxi," forklarer han.

Samme melding kommer fra chaufførerne selv.

Jan Laursen, der er næstformand i Taxachaufførernes Landsklub under 3F, vurderer, at der er en tilbagegang i antallet af kunder på godt fem procent.

Konsekvensen er, at chaufførerne skal tilbringe længere tid bag rettet, hvis beløbet på lønsedlen ikke skal blive mindre.

"Vi er provisionslønnet, og derfor går vi ned i løn med den tilsvarende procentsats. Det betyder, at vi kommer til at skulle være længere tid på gaden for at opretholde den samme lønsats som før," siger Jan Laursen til Newspaq.

Han fortæller, at krisen er et stort samtaleemne blandt chauffører og kunder.

"Vi frygter, at det bliver værre. Jeg tror slet ikke, at krisen er slået helt igennem i forhold til, at virksomhederne skruer ned for aktiviteterne, men det kommer jo," vurderer Jan Laursen.

Ifølge John Lindbom fra Dansk Taxi Råd rammer krisen bredt i København og de øvrige større byer. Taxiselskaberne, der hovedsageligt kører for det offentlige, har ikke den store tilbagegang.

"De offentlige kunder skal jo køre, uanset om der er finanskrise eller ej," som John Lindbom udtrykker det.

Der er dog ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget. De dårligere tider giver nemlig øget beskæftigelse i taxibranchen. Vognmændene har fået flere opringninger fra interesserede, der vil have job som chauffør.

/Newspaq/

faktaboks