Finanskrise sender mænd ud i køkkenet

24. aug 2011
Mænd, der er blevet fyret under finanskrisen, hjælper mere til i hjemmet...

Den globale finanskrise har ført mange negative ting med sig, men det er sjældent, at noget er så slemt, at det ikke er godt for noget. Og det er lige netop det resultat, en amerikansk undersøgelse er kommet frem til. I hvert fald når det kommer til mænd, der er blevet fyret fra deres job i forbindelse med finanskrisen.

Undersøgelsen, der er lavet af sociologiprofessor Kristen Myers på universitetet i Illinois, viser nemlig, at de fyrede mænd ikke bare ligger på langs på sofaen, men at de faktisk tager del i de hjemlige sysler, som børnepasning, madlavning og rengøring.

Og selv om der er forskelle på ligestillingen herhjemme og i USA, så mener mandeforsker fra Roskilde Universitets Center Kenneth Reinicke, at undersøgelsen kan overføres til danske forhold.

Manden omstiller sig

- I en længere periode har der været en tendens, hvor mændene er begyndt at komme meget mere på banen i hjemme. Vi ser en mere demokratisk tilgang til opgaverne i hjemmet, og det er blevet sådan, at det er blevet mere okay for en mand at passe børnene, gøre rent og lave mad, siger han til alive.dk og fortsætter.

- Og når man så befinder sig i en krise som eksempelvis finanskrisen, så kan der ske det, at manden tænker, at nu er det nye tider, så jeg bliver nødt til at omstille mig. Og derfor ser man dette billede, hvor de arbejdsløse mænd i højere grad end normalt hjælper, siger han.

Han understreger dog, at man vil se en forskel på, hvordan de fyrede mænd agerer i hjemmet alt efter, hvilket socialt lag de kommer fra. I den amerikanske undersøgelse var mændene i alderen 26 til 60 år og de var blevet fyret fra alt fra toppositioner til ansatte i bygge- og restaurationsbranchen.