Fik fyreseddel mens han var på direkte tv

24. jun 2013
Gus Poyet blev fyret som manager for Brighton, mens han kommenterede en landskamp for BBC.

Det var næppe overraskende, at 45-årige Gus Poyet i går blev fyret som træner for den engelske klub Brighton. Men måden, det skete på, var usædvanlig, skriver BBC.co.uk.

Poyet fik nemlig beskeden om, at han var fyret, mens han kommenterede en fodboldkamp for BBC. Og det var ikke, fordi han fik direkte besked fra sin nu tidligere arbejdsgiver.

I stedet fik meddelelsen om sin egen fyring via den pressemeddelse, som klubben udsendte, mens han var på skærmen.

”Jeg synes, BBC har en god historie nu, for en manager, der får besked om, at han er blevet fyret under en udsendelse, er ret overraskende,” siger Gus Poyet til BBC.

Brighton offentliggjorde nyheden om fyringen på klubbens egen hjemmeside søndag kl. 19, mens Gus Poyet ifølge eget udsagn først fik en e-mail fra klubben kl. 21 søndag aften.

Kilde: BBC.co.uk