- Kollektive overenskomster som hovedaktivitet er nok det særkende, som vi vil sige er kerneelementet i en rigtig fagforening, fortæller advokat i FH Dennis Schnell Lauritzen (arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FH: En fagforening skal kunne forhandle overenskomst

28. sep 2020, 06:00
Som forening skal man have størstedelen af medlemmerne på et givent område, og at arbejdsgiver betragter foreningen som legitim part på arbejdsmarkedet, for at en forening kan forhandle og pleje overenskomst på det danske arbejdsmarked. Det fortæller advokat i FH, Dennis Schnell Lauritzen.

Reddernes Fagforening er ikke en rigtig fagforening. Det vurderer Skattestyrelsen. I en ny afgørelse afgjorde styrelsen, at medlemmernes kontingent ikke er fradragsberettiget, som et fagforeningskontingent ellers normalt er. Den sag kan du læse om her, hvor der også er svar fra Skattestyrelsen.

LÆS OGSÅ: Medlemmerne troede, de var medlem af en fagforening: Nu risikerer de skattesmæk

A4 Arbejdsliv har spurgt advokat Dennis Schnell Lauritzen fra FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation), hvad der traditionelt definerer en fagforening.

Han fortæller, at Højesteret i en sag mellem 3F og Det Faglige Hus d. 9. december 2013, sondrede mellem, at traditionelle fagforeninger primært arbejder ved hjælp af kollektive overenskomster, mens de såkaldte gule fagforeninger tilbyder individuelle tjenesteydelser som retshjælp.

- Kollektive overenskomster som hovedaktivitet er nok det særkende, som vi vil sige er kerneelementet i en rigtig fagforening. Afledt heraf kommer selvfølgelig forsvar af overenskomsten i det fagretslige system, hvor arbejdsgiveren er tvunget til at deltage i en hurtig sagsbehandling og i sidste ende ved faglig voldgift eller Arbejdsretten. Samtidig har fagforeningen konfliktret samt uddannelse af og støtte til tillidsrepræsentanter som både medarbejdernes repræsentant og forbundenes repræsentant på virksomhederne, som også bør anses for en obligatorisk del af det at være en ”rigtig” fagforening.

Når en fagforening og en arbejdsgiverforening har lavet overenskomst betyder det også, at man ikke laver overenskomst ”ved siden af”
Dennis Schnell Lauritzen, advokat i FH

Hvad kræver det at kunne være en forening, der forhandler og plejer overenskomst? Er det umuligt for en ny forening som Redderne at kunne det?

-  Nej, det er svært. Når en fagforening og en arbejdsgiverforening har lavet overenskomst betyder det også, at man ikke laver overenskomst ”ved siden af” for det samme arbejde med andre fagforeninger eller arbejdsgiverforeninger. Baggrunden for hele overenskomsttanken og den danske model går tilbage til Septemberforliget i 1899, hvor DA og LO anerkendte hinanden som legitime parter på arbejdsmarkedet og accepterede at forhandle kollektivt.  

LÆS OGSÅ: Stor mystik om gul fagforenings aftale med dansk topklub

- Så begyndte man at forhandle kollektivt og lavede hovedaftaler, hvor man før lå i evig strid og udmattede hinanden med strejker og lockouter. Det betyder, at lønmodtagerne får en magt og et system, der beskytter dem. Fagforeningen kan eksempelvis aftale med arbejdsgiver, at deres medlemmer skal have 150 kroner i timen og ordentlige arbejdsforhold. Det bliver nedskrevet i overenskomsten, og hvis det så ikke overholdes, så har vi så klare procedurer for, hvad der kan gøres som eksempelvis strejke og føre sagen i Arbejdsretten.

Dennis Schnell Laurtizen fortæller, at det kræver, at en forening har flertallet af medlemmer indefor en branche for at kunne være overenkomstbærende. 

Sådan definerer Skattetyrelsen og FH en fagforening

A4 Arbejdsliv har samlet FH og Skattestyrelsen hovedpointer om, hvordan de definerer en fagforening.

En fagforening kan …

  • forhandle og pleje overenskomst
  • føre sager i Arbejdsretten
  • uddanne og støtte tillidsrepræsentanter
  • yde understøttelse ved faglig konflikt