Her ses hele den monegaskiske fyrstefamilie: Fyrstinde Charlene på 42 år og 62-årige fyrst Albert og parrets femårige tvillinger, prinsesse Gabriella og prins Jacques. (Arkivfoto) Foto: Eric Gaillard/Reuters

Bryllupsdag: Playboy-prins gift med 20 år yngre sportsstjerne

1. jul 2020, 10:08
Det er præcis 20 år siden, at fyrst Albert af Monaco mødte fyrstinde Charlene for første gang.

Samme år som danske kronprins Frederik mødte kronprinsesse Mary i Sydney, fandt fyrst Albert af Monaco sit hjertes udkårne i den 20 år yngre sydafrikanske sportsstjerne Charlene Wittstock.

Parret mødte hinanden til en svømmekonkurrence i Monaco i 2000, hvor han sad på tilskuerrækkerne, og hun var i vandet som professionel konkurrencesvømmer.

De to stod officielt frem som par ved åbningsceremonien til de olympiske vinterlege i den italienske storby Torino i 2006.

Parret blev forlovet i 2010 og giftede sig året efter og kan derfor fejre niårs bryllupsdag den 1. og 2. juli.

Årsagen til de to bryllupsdage skal findes i de monegaskiske bryllupstraditioner. Der er et ægteskab først juridisk bindende efter den borgerlige ceremoni.

Op til brylluppet gik der rygter om, at Charlene Wittstock forsøgte at flygte fra Monaco, angiveligt grundet overensstemmelser, stress og rygter om at fyrsten havde et ukendt barn.

Fyrsten havde i mange år tilnavnet "playboy-prinsen" for sine eskapader i nattelivet, men fyrstepaladset udsendte straks en erklæring og dementerede rygterne.

Brylluppet blev afholdt som planlagt 1. og 2. juli 2011.

Og Danmark var også repræsenteret ved brylluppet. Den danskfødte designer Isabell Kristensen var ved brudens side som brudepige, mens det danske kongehus havde sendt kronprinsparret samt prins Joachim og prinsesse Marie.

I december 2014 blev fyrsteparret forældre til tvillingerne prins Jacques og prinsesse Gabriella. Selv om prinsessen blev født først, er det prins Jacques, som en dag skal overtage tronen tronfølger.

Fyrst Albert har desuden vedkendt sig faderskabet til Alexandre Stéphane Grimaldi-Coste på 14 år og 26-årige Jazmin Grace Grimaldi.

Begge børn bærer efternavnet Grimaldi, som er et slægtsnavn tilhørende den monegaskiske fyrstefamilie, men da begge børn er født uden for ægteskab, indgår de ikke i arvefølgen til den monegaskiske trone.

Fyrst Albert er søn af fyrst Rainier og prinsesse Grace, som inden var kendt som den oscarvindende amerikanske skuespillerinde Grace Kelly.

/ritzau/