Fem mænd bliver fredag stillet for en dommer i Københavns Byret. De sigtes for voldtægt. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Filmede overgreb: Fem sigtet for voldtægt i Valby

5. jun 2020, 21:56
Tirsdag aften blev en kvinde ifølge politiets sigtelse voldtaget af fem mænd, som også filmede forbrydelsen.

Fem mænd, der er sigtet for at have voldtaget en 19-årig kvinde, har fredag i et grundlovsforhør i Dommervagten i København fået deres anholdelse opretholdt i tre døgn.

Forbrydelsen skal være sket på en adresse i Valby tirsdag aften.

Her skal de fem mænd, der er i alderen 19 til 22 år, have udsat kvinden for fuldbyrdet voldtægt og anden seksuel omgang end samleje.

I grundlovsforhøret nægtede alle fem mænd sig skyldige.

Ifølge Ekstra Bladet er en af mændene også sigtet for at have filmet "en lille del" af overgrebet og efterfølgende lagt det ud på Snapchat. Den del af sigtelsen kunne den 20-årige erkende.

Efter anklagerens opfattelse skete overgrebene på kvinden efter forudgående aftale og under påvirkning af, at den unge kvinde skulle være blevet truet med vold, hvis hun ikke føjede sig, skriver Ekstra Bladet.

Dommeren besluttede at opretholde anholdelsen af de fem mænd i tre døgn, så politiet får mulighed for at afhøre kvinden nærmere om episoden. Det betyder, at de senest mandag igen skal stilles for en dommer eller løslades.

/ritzau/