Fem års smerter og kontanthjælp knækker dig

10. feb 2012, 11:45
Samfundet er flabet. Du må selv gøre noget, hvis syge skal have en chance, siger iværksætter. Det reddede Line af med kontanthjælpen.

Der er tre små skriveborde i det lille kontorlokale.

Man skal ind i en baggård fra Nørrebrogade i København og kæmpe sig op af en smal trappe, før man havner hos Media-now.dk.

Her har 36-årige Line Ankjaergaard arbejdet siden maj sidste år.

”Jeg ville ikke visne derhjemme. Fem år med smerter og på kontanthjælp knækker dig. Det her giver mig troen på, at jeg igen kan være en normal del af verden,” siger Line Ankjaergaard.

Der er cirka 53.000 danskere i fleksjob. Line Ankjaergaard er en af dem.

Men hun er ikke ansat i en helt almindelig virksomhed.

Det flabede samfund

Media-now.dk er en såkaldt socialøkonomisk virksomhed. De er karakteriseret ved, at deres overordnede sigte enten er et socialt, sundheds- og eller miljømæssigt formål.

I tilfælde af Media-now.dk skal butikken tjene penge på at lave tryksager, hjemmesider og magasiner. Men det overskyggende formål at hjælpe folk som Line tilbage på arbejdsmarkedet efter et længerevarende sygdomsforløb.

Den 39-årige ejer Trine Uldall, fik idéen til Media-now.dk, da en veninde blev alvorligt syg og efterfølgende kæmpede i årevis for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

”Det er flabet af samfundet, at det er så ekstremt svært at vende tilbage, medmindre man kan klare det på almindelige præmisser. Jeg havde lyst til at være med til at ændre det,” siger Trine Uldall, der startede virksomheden i 2010.

Den store forskel

Fleksjobbet som mediegrafiker betyder, at Line Ankjaergaard tjener 24.200 kroner om måneden før skattefar, men kun skal arbejder 18 timer om ugen, hvilket er alt, hvad hendes leddegigt tillader.

Virksomheden får så tilbagebetalt pengene for de timer, hvor Line ikke kan arbejde.

”For mig er det en mulighed for at komme ud og arbejde. Jeg ved ikke, om jeg kommer tilbage på fuld tid. Men bare det at komme tilbage på deltid og få løn for at lave et arbejde, gør en ekstrem stor forskel,” siger Line Ankjaergaard.

"Hårdt at være i lommen på kommunen"

Da hun var gravid med datteren Zoe på syv år, blev hun ramt af leddegigt. Det var som om alle led i kroppen var forstuvet på en gang, siger hun. Samtidig angreb sygdommen hendes syn, så hun næsten ikke kunne se.

Hun måtte opgive at læse til mediegrafiker. I næsten seks år var hun på kontanthjælp, mens kommunen baksede med at finde ud af, hvad de skulle gøre med hende.

”Det er super hårdt at være i lommen på kommunen. Selv om systemet er til for at hjælpe, bryder det dig ned. Det at stå over for Trine i stedet for en sagsbehandler, har givet mig rigtig meget mere blod på tanden,” siger Line Ankjaergaard.

Ejer: Det er o.k. at leve på en sten

Media-now.dk omsætter for 'under en halv million kroner om året', siger ejer Trine Uldall, der ikke kan oplyse de præcise tal af konkurrencemæssige årsager.

Hun fortæller dog, at det går fremad. Det første år af Media-now.dk's liv, måtte Trine Uldall arbejde to dage om ugen ved siden af for at kunne betale regningerne.

I dag kan hun klare sig uden bibeskæftigelsen og stadig betale løn og regninger.

”Jeg lever stadig på en sten, men det er o.k. Det er jeg indstillet på,” siger Trine Uldall, da Avisen spørger om det kan betale sig at være i velgørenheds-branchen.

Profit og velgørenhed i 'skøn' forening

Socialøkonomisk virksomhed er ikke stedet, hvor man tjener penge i rå mængder, forklarer Anne Ellerup Nielsen, der er lektor ved Århus Universitet og forsker virksomheders håndtering af social ansvar.

Alligevel vil man i fremtiden se flere virksomheder, som den Line Ankjaergaard arbejder for, siger hun.

”Man er god til at finde nicher, der forbinder forretning med nogle etiske præmisser, der kan gavne samfundet. Det sker også i erkendelse af, at der rent faktisk kan tjenes penge på at lave socialøkonomiske virksomheder,” siger Anne Ellerup Nielsen.

”Det, der driver værket, er forretning og velgørenhed i skøn forening,” siger Anne Ellerup Nielsen, der i går talte ved 'Who Cares Win 2012'.

"Fantastisk, at jeg ikke er ubrugelig"

I baggården på Nørrebro fortæller Line Ankjaergaard, at fleksjobbet har bragt hende tættere på arbejdsmarked.

”Det mest fantastiske er, at man ikke skal rende rundt med følelsen af, at være til overs i samfundet. Det er svært at beskrive, men det er en super fantastisk følelse ikke at føle sig ubrugelig,” siger hun.