(Arkivfoto) Du kan ikke købe billet hos DSB. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Efter DSB-kaos: Igen muligt at købe billet

6. jan, 17:08
Efter et flere timer langt it-nedbrud er det mandag eftermiddag igen muligt at købe togbilletter hos DSB.

En it-fejl satte mandag klokken 10.30 en stopper for salget af billetter i DSB's billetautomater, på hjemmesiden og i DSB-appen.

Men mandag eftermiddag virker billetsalget igen.

Det oplyser DSB's pressevagt.

Der er fortsat problemer med appen, som forventes at være oppe at køre inden for kort tid, oplyser pressevagten omkring klokken 16.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Til gengæld er de øvrige salgsmuligheder altså tilbage i drift.

- Appen har lige haft brug for en ekstra genstart, siger pressevagten.

Mens systemet var nede, kunne rejsekort og pendlerkort bruges til at rejse med tog.

Rejsende, der ikke havde disse muligheder, blev opfordret til at henvende sig til togpersonalet, når de steg om bord.

Hos DSB kan man endnu ikke sige, hvad der udløste de tekniske problemer.

Også systemet bag NemID har mandag været ramt af it-nedbrud. Det ramte nogenlunde samtidig med problemerne hos DSB's systemer.

Ifølge Nets, der driver systemet bag NemID, er der ingen indikationer på, at der er en sammenhæng mellem nedbruddene i det to systemer.

/ritzau/