Farvel, dagpenge: Benny ude af kontrolhelvede

21. maj 2013, 12:52
Han har skiftet dagpenge, ansøgninger og kontrol ud med en tilværelse som selvstændig. Benny har taget springet og starter nu eget firma.

Arbejdsløse Benny har fået nok af at sende ansøgning på ansøgning uden resultat. Af at tænke på sig selv som ledig. Og at slås med jobcentret og dagpengereglerne.

Den tidligere biolog dropper nu dagpengene og starter i stedet sit eget bogforlag på nettet sammen med to ledige bekendte.

"Vi havde talt lidt om det før, men en dag kiggede vi på hinanden og sagde 'Nu! Nu gør vi noget ved det'," fortæller Benny Walsøe Pedersen.

Benny og vennerne er langt fra de eneste arbejdsløse, der drømmer om en tilværelse som selvstændige. En ny undersøgelse fra Dansk Magisterforening viser, at syv ud af ti ledige medlemmer overvejer at banke ejet firma op, og a-kasserne bekræfter, at flere akademikere tager springet.

Tanken havde ikke strejfet Benny Walsøe Pedersen i de mange år, han arbejdede som laborant og biolog. Men da han i 2010 blev fyret, tog han sit liv op til revision.

"Jeg fandt ud af, at jeg fungerer bedre i en lille virksomhed, hvor jeg selv kan handle på tingene uden at skulle igennem en masse bureaukrati. Og at det betyder meget mere for mig at arbejde med noget, jeg brænder for, end prestige, løn og antal arbejdstimer," siger Benny.

Folk hænger med snuden

I første omgang lavede han lidt konsulentarbejde som bibeskæftigelse ved siden af dagpengene for at beholde kontakten til arbejdsmarkedet.

Han blev dog træt af det kontrolhelvede, der fulgte med.

"Dagpengesystemet er meget kontrollerende og jeg er overbevist om, at det kvæler mange gode idéer. Når jeg er ude blandt andre ledige og snakken falder på iværksætteri, så kan man tydeligt se passionen i deres øjne. Men så snart nogen nævner dagpengereglerne, så slukkes den passion og folk hænger med snuden og kigger ned i bordet," siger Benny Walsøe Pedersen.

Samtidig blev han træt af at afprøve den ene jobsøgningsstrategi efter den anden uden resultat.

Først da han besluttede at blive selvstændig på fuld tid og satse alt på sin egen idé, fik han et mål og en retning.

Sammen med to ledige fra netværket åbner Benny nu Leefia, et litteraturforlag på nettet, der skal fungere efter samme princip som musiktjenesten Spotify og filmtjenesten Netflix.

I slutningen af juni åbner tjenesten officielt, og de tre iværksættere skifter dagpenge og jobcenterbesøg ud med møder med investorer og samarbejdspartnere.

"Jeg glæder mig til at kunne slippe det og i stedet fokusere fuldt og helt på det, jeg brænder for," siger Benny Walsøe Pedersen.