Farligt at rejse til Tyrkiet

28. jul 2008
Udenrigsministeriet anbefaler danske rejsende i Tyrkiet til at udvise den største agtpågivenhed.

Det kan være med livet som indsats, hvis man vælger at rejse til Tyrkiet i disse dage.

Det danske Udenrigsministerie har netop meddelt, at rejsende bør udvise den største agtpågivenhed – særligt på steder, hvor større menneskemængder er samlet.

- Der er en betydelig risiko for terrorangreb i Tyrkiet, herunder i de tyrkiske storbyer og på feriestederne ved kysten, lyder det på ministeriets hjemmeside.

Der har de seneste par år været et stigende antal bombeeksplosioner i Tyrkiet. Senest i går søndag, hvor en bombeeksplosion fandt sted i Istanbuls Güngören-område. 17 personer blev dræbt og cirka 150 personer blev såret, heraf flere alvorligt.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Souschef i Udenrigsministeriets Borgerservice, Ole Neustrup, understreger dog, at ministeriet ikke går så langt som at fraråde danskerne en tur til Tyrkiet.

- Man skal bare være klar over, at der er enkeltstående terrorhandlinger og gøre op med sig selv, om man har lyst til at rejse til sådan et land, siger han til Avisen.dk. 

Ifølge Udenrigsministeriet kendes gerningsmændene ikke altid. I en række tilfælde kan det have været personer med tilknytning til den kurdiske terrororganisation, PKK, der har stået bag. PKK har offentligt truet med at foretage angreb mod mål i de tyrkiske storbyer og ved feriestederne ved kysterne.

faktaboks