Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser den 19-årige Ziad Omar Alfarroukh, der tirsdag eftermiddag stak af fra en politipatrulje ved arresten i Kalundborg. Foto: Politifoto/Ritzau Scanpix

Farlig fange på flugt - Stikker af efter dom

7. jan, 20:12
En 19-årig mand, der betegnes som farlig, flygtede tirsdag eftermiddag fra en politipatrulje i Kalundborg.

Politiet efterlyser tirsdag aften en 19-årig mand, der om eftermiddagen flygtede fra en politipatrulje i Kalundborg.

Ziad Omar Alfarroukh var kort forinden blevet dømt i en sag og skulle bringes til arresten i Kalundborg.

- Men ved arresten stikker han af i løb fra politipatruljen, siger vagtchef Sonny Bonde fra Midt- og Vestsjællands Politi.

- Han er blevet dømt for grov personfarlig kriminalitet, fortæller vagtchefen, der dog ikke vil komme nærmere ind på, hvad den 19-årige blev dømt for.

Flugten skete klokken 16.55, og i en pressemeddelelse betegnes flugtfangen som farlig.

- Han er ikke farlig, hvis man bare går forbi ham på gaden. Men hvis man ser ham, skal man ikke tage kontakt til ham. I stedet skal man ringe 114, siger Sonny Bonde.

Ziad Omar Alfarroukh er 170 centimeter høj og spinkel af bygning. Han har sort kort hår, brune øjne og et lille hageskæg. Da han flygtede tirsdag eftermiddag, var han iført sort tøj.

Ifølge en opgørelse fra Rigspolitiet stak 254 personer, der enten var anholdt eller varetægtsfængslet, sidste år af fra enten politifolk eller fængselsbetjente.

Opgørelsen er fra 17. december 2019 og gælder ikke personer, der var varetægtsfængslet eller på anden måde frihedsberøvet efter udlændingelovens bestemmelser.

/ritzau/