To personer har mistet livet efter et sammenstød mellem en personbil og et letbanetog lørdag formiddag i Trustrup på Djursland.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Det er en mand på 34 år og hans søn på syv år, der er omkommet i forbindelse med ulykken, der skete ved en overskæring.

Der var yderligere to personer i bilen, en kvinde på 32 år og en pige på seks år, som begge overlevede ulykken. Familien er fra Norge.

Politiet fik anmeldelsen klokken 11.05, fortæller politiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi.

- De fire i personbilen blev alle indbragt til undersøgelse på Skejby Sygehus, og status er, at den voksne mand og hans søn er afgået ved døden. De to andre i bilen er uden for livsfare, men dog stadigvæk indlagt, sagde han lidt efter klokken 15.

Ingen af letbanetogets passagerer kom til skade. Det er endnu uvist, hvad der er årsag til ulykken.

Havarikommissionen og en bilinspektør skal klarlægge de nærmere omstændigheder. Der er foretaget undersøgelser på stedet, og de skal nu analyseres.

Overskæringen ved Trustrup, hvor bilen ramte letbanetoget, var uden bomme.

- Det er ikke unormalt, at man ikke har bomme på overkørselsanlæg, men har lys og lyd, som der er her. Det er faktisk et sikret anlæg, siger Steen Neuchs Vedel, anlægsdirektør for Banedanmark.

Banedanmark er ved at bygge anlægget om, da hastigheden på strækningen skal sættes op fra 75 til 100 kilometer i timen.

Der skal derfor tilføjes bomme, hvilket kræver en teknologisk opgradering af anlægget, som tager noget tid, fortæller anlægsdirektøren.

Direktør hos Aarhus Letbane Michael Borre vil ikke spekulere i årsagen til sammenstødet og henviser til Havarikommissionens undersøgelse.

Men han understreger, at det er en sikret overskæring med alarmer i form af advarselslyd og -lys.

- Det er meget tragisk, at vi har haft den oplevelse med sådan en alvorlig ulykke. Det er selvfølgelig tragisk, og alle ved letbanen er berørt af ulykken, siger Michael Borre.

Ulykken betyder, at der er begrænset drift på letbanen lørdag.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) understreger på Twitter, at hans tanker er hos de pårørende.

Han mener, at det er vigtigt, at man kommer til bunds i årsagerne til ulykken.

- Vi vægter sikkerheden på skinnerne meget højt i Danmark, og derfor bør sådanne ulykker ikke kunne ske, skriver han.

/ritzau/