EN NY REGERING har fået magten. Det er en socialdemokratisk mindretalsregering med Mette Frederiksen som ny statsminister.

Da hun 27. juni præsenterede sit ministerhold for pressen på Amalienborg Slotsplads, sagde hun, at en af regeringens vigtigste opgaver er at ”… bevæge vores vidunderlige velfærdssamfund i en mere retfærdig retning, sikre (…), at det altid er de bredeste skuldre, der bærer de tungeste byrder, at Fanden ikke skal have lov til at tage de sidste …”

Den noget voldsomme formulering om Fanden og ”de sidste” betyder, at de dårligst stillede ikke vil blive svigtet. Hun bruger den ofte i højstemte, officielle sammenhænge for at understrege en socialdemokratisk selvforståelse om solidaritet som en bærende værdi.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Man finder den eksempelvis i en 1. maj-tale i 2015, i en tale ved Socialdemokratiets ekstraordinære kongres 28. juni 2015, i Socialdemokratiets valgudspil fra foråret 2019 om social ulighed, ”Altid på børnenes side”, og i Thomas Larsens bogudgivelse: Mette Frederiksen: Et politisk portræt fra 2019. Alle steder stort set enslydende.

Men har hun ret i, at Socialdemokratiet fører solidarisk politik?

ALLEREDE I 1995 i Poul Nyrup Rasmussens tid som statsminister påpegede Klavs Birkholm i en leder 1. maj i Dagbladet Information, at det var så som så med den socialdemokratiske solidaritet. Han skrev: ”Bevægelsens egentlige 1. maj parole er derfor i dag: Fanden tage de sidste!”

Dén betegnelse er også blevet brugt af tidligere folketingsmedlem Eyvind Vesselbo (V) (i en debatartikel i Jyllands-Posten 8. februar 2015), redaktør Poul Struve Nielsen (i sin lederartikel i Hus Forbi i januar 2015) og tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening Bettina Post (i en artikel i Kritisk Debat 15. oktober 2015) om den social- og beskæftigelsespolitik, som blev ført af Helle Thorning-Schmidts SRSF- og SR-regeringer i 2011-2015 med tråde tilbage til VK-regeringens beskæftigelsespolitik i 2000’erne.

I den periode har vi set en transformation fra socialpolitik til beskæftigelsespolitik, for så vidt angår borgere, der på grund af sygdom, ulykker eller andre sociale omstændigheder, midlertidigt eller permanent, får nedsat eller mister arbejdsevnen. Den skete med reformerne af blandt andet førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og sygedagpenge med Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister og videreført af Henrik Dam Kristensen.

Tendensen fortsatte i Lars Løkke Rasmussens V- og VLAK-regeringer fra 2015 til 2019 med Jørn Neergaard Larsen (V) og Troels Lund Poulsen (V) som beskæftigelsesministre. Her blev lovgivning om førtidspension flyttet fra Socialministeriet til Beskæftigelsesministeriets ressort.

NU ER DER GÅET SYV ÅR på dén måde. Titusindvis af syge mennesker har klaget over reformerne og forvaltningspraksis, som har skadet dem. Og de har ventet og ventet forgæves på, at de magthavende politikere ville rette op på umenneskelig og uværdig behandling.

Hvad står der så i det ”forståelsespapir”, som Socialdemokratiet har forhandlet med Enhedslisten, SF og Radikale og fået regeringsmagten på?

Selvom støttepartierne havde haft lempelser af kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen som en hovedprioritet, lod de Socialdemokratiet få magten stort set uden indrømmelser på disse områder. Kun uforpligtende hensigtserklæringer om en ydelseskommission og en midlertidig ydelse til særligt trængende kontanthjælpsmodtagere med børn fik de.

Og Enhedslistens høje prioritet om at få lempet den meget kritiserede reform af førtidspension og fleksjob, som ifølge aftalen allerede skulle have været færdigevalueret for flere år siden – dén blev også opgivet. De fik blot en enkelt, luftig sætning med om, at regeringen skal levere ”en kritisk gennemgang” af den.

Socialdemokratiet lukker fortsat øjnene for nøden hos titusindvis af syge. De agerer, som om de har et kikkertsyn, der kun kan fokusere på tidlig folkepension til såkaldt nedslidte arbejdstagere efter Socialdemokratiets egen model. Endda på trods af, at de kun har fået regeringsmagten, fordi de skrev VLAK-regeringens seniorpensionsaftale med Dansk Folkeparti og Radikale ind i forståelsespapiret og gav håndslag på dét. Heller ikke sådan en adfærd er solidaritet.

TIDLIGERE KORSHÆRSPRÆST og chef for Kirkens Korshær Bjarne Lenau Henriksen fortalte på et møde i 1990 i Socialpolitisk Forening en parabel, hvor han havde en samtale med Fanden selv om socialt arbejde (gengivet i Handicaphistorisk Tidsskrift, nr. 28, 2012). Fanden praler af, at han kan nedbryde folk ved langsomt at vænne dem til flere og flere tab, uden de opdager det.

Pointen er tankevækkende, om man nu kan lide billeddannelsen eller ej: Fanden tager de sidste, mens de venter. Og derfor er det ondskabsfuldt og usolidarisk at lade nødlidende mennesker vente længe på hjælp!

Hvis Mette Frederiksen mener noget med sit højstemte, patosfyldte regeringsmotto, så må hun åbne øjnene for dem og stille sig i spidsen for en social genopretning.

Dette er et blogindlæg. Indlægget er ikke udtryk for A4 Nus holdning. Du er velkommen til i en sober tone at kommentere indlægget nedenfor. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected].