Seks personer er tirsdag blevet idømt en bøde for overtrædelse af forsamlingsforbuddet ved at have været mere end 10 personer samme sted på Nordstranden i Kerteminde (Arkivfoto). Foto: Sonny Munk Carlsen/Ritzau Scanpix

Familiesammenkomst endte med bøderegn

11. aug 2020, 10:58
Det var et tip, der gjorde Fyns Politi opmærksom på en større forsamling under coronanedlukningen i maj.

Seks personer er tirsdag formiddag idømt bødestraf for at overtræde forsamlingsforbuddet under coronanedlukningen, skriver fyens.dk.

Fem skal hver betale en bøde på 2500 kroner, mens den sjette skal betale 1250 kroner, da han som studerende får bøden halveret.

Den 26. maj var de samlet ved Nordstrandens græsareal ved Marinavejen i Kerteminde. Efter at være blevet tippet kom politiet frem til stedet, hvor to betjente noterede, at 16 mennesker var en del af en forsamling.

- Da politiet ankom, løb flere fra stedet. Derfor blev det de tilbageværende seks, der modtog bøden, siger anklager Line Baungaard Hansen til Ritzau.

De tilbageværende seks var ikke enige i overtrædelsen. De mente, at der var tale om to forskellige forsamlinger den pågældende aften, men retten lagde vægt på politiets vidneforklaringer.

Det fremgår af dommen i Retten i Odense, at det var den første af sin slags på Fyn for overtrædelse af forsamlingsforbuddet.

Fyens Politi har indtil nu rejst 96 sager om overtrædelse af forskellige restriktioner, der er indført i forbindelse med coronasituationen. Hvis man er utilfreds med bøden, kan man indbringe sagen for retten.

I sidste uge blev spisestedet Burger Anarchy idømt en bøde på 10.000 kroner for at holde åbent efter midnat.

Ifølge reglerne skulle ejeren have holdt lukket mellem midnat og klokken fem om morgenen.

Ifølge politiets seneste opgørelse er der på landsplan rejst i alt 1087 sager om overtrædelse af restriktioner i forbindelse med forbud og påbud siden 18. marts.

/ritzau/