Familien er på vej? Sådan undgår du skænderi

1. apr 2010
Nu er det igen tid til at høre på familiens kedelige historier eller se på søskende skændes. Men du kan få en hyggelig påske alligevel.

Når påsken er over os, er det tid til samvær med familien - og konflikter.

Flere undersøgelser viser, at påsken er højsæson for familiekonflikter. Men stidighederne er faktisk ikke så svære at undgå.

"Man kan gøre meget selv for at få tingene til at glide, også selv om man er vred eller frustreret," siger psykolog Amalie Riis fra Psykologerne på Torvet i Hillerød.

Her giver hun ti gode råd til, hvordan du får en hyggelig påskefrokost, selv om familien kan irritere dig.

  • Mød op med en positiv indstilling og tænk: "Jeg vil gøre mit for, at vi får det hyggeligt."
  • Slå øreklapperne ud. Vær nysgerrig, også selv om du har hørt historien før. Spørg ind til den på en ny måde med nye spørgsmål.
  • Stol på, at alle i familien ønsker det bedste, selvom alle ikke er lige gode til at udtrykke det.
  • Accepter forskellighederne i din familie og husk på, at I ikke altid behøver at være enige.
  • Giv dig selv den udfordring at fokusere på de andres gode intentioner.
  • Tag uoverensstemmelsen op en anden dag, hvor det kun er dig og dem, det handler om, der er til stede.
  • Husk, at I altid er minimum to i en relation og begge er ansvarlige for, hvordan I har det sammen.
  • Forsøg at møde andre med den åbenhed og anerkendelse, som du selv ønsker at blive mødt med.
  • Fokuser på det gode, du har sammen med din familie i stedet for det, I ikke har sammen.
  • Giv dig selv en opgave. Vælg på forhånd, hvilke tre konkrete ting du kan gøre for aktivt at bidrage til en god påskefrokost.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her