Familiefesten er død farmor inviterer på charterferie

11. aug 2008
Tendens Danskerne gider ikke længere holde traditionelle fester for hele den pukkelryggede familie. I stedet hiver bedsteforældre børn og børnebørn med på charterrejse

Glem alt om suppe, steg og is krydret med onkel Kurts langtrukne og kedelige tale til din farmors 70-års fødselsdag.

Det er nemlig blevet populært at skifte runde fødselsdage og sølvbryllupsfester ud med en tur til sydens sol sammen med den nærmeste familie.

»Jeg synes, at det ville være dejligt at have min familie omkring mig i en hel uge, og så lærer vi også hinanden meget bedre at kende,« siger Missa Hansen, der på sin 80-års fødselsdag droppede den traditionelle fest og i stedet for havde inviteret børn og børnebørn med til ferieøen Tenerife.

Salgsdirektør i Startour Stig Elling vurderer, at rejsebranchen sidste år sendte cirka 100.000 danskere af sted på grupperejser, hvor størstedelen er familier, der fejrer runde fødselsdage eller sølvbryllupsfester. For seks år siden pakkede kun 15.000 feriegæster kufferten og lod forsamlingshuse og restauranter i stikken.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

»De her familieture er en hastigt voksende tendens i rejsebranchen. Vores gæster vil gerne have tid til at være sammen, og det kan de få på sådan en ferie,« siger Stig Elling.

Familien er vigtig

Missa Hansen har tidligere holdt flere runde fødselsdage, og da hun fyldte 70, inviterede hun både venner og hele familien med til fest.

»Det var også en dejlig måde at blive fejret på, men på de ti år der er gået, har jeg mistet min mand, og derfor ville jeg gerne fejre min 80-års fødselsdag sammen med mine allernærmeste - jeg ved jo ikke, hvor længe jeg er her endnu,« siger 81-årige Missa Hansen og tilføjer, at hele familien nød at være på ferie sammen.

Trendforsker og direktør i trend- og strategibureauet Firstmover, Kirsten Poulsen, forklarer, at den nærmeste familie er blevet mere vigtig end tidligere, og at onkler og tanter som familien alligevel aldrig ser er blevet mere overflødige.

»Det er langt mere eksklusivt at tage på ferie sammen med de nærmeste end at holde fødselsdag med suppe, steg og is, men det handler også om at kapre sine nærmeste, så man kan opleve den nærhed, som er svær at opnå til hverdag,« siger Kirsten Poulsen.

For Missa Hansens vedkommende er det ikke sidste gang, at hun tager familien med sydpå.

»Vi tager af sted igen til jul, hvor jeg fylder 82,« siger hun.

faktaboks