'Det vil give noget stress, når de starter arbejdet tidligt om morgen', lyder det fra familien. (Arkivfoto) Foto: Annelene Petersen/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Familie fortørnet over ny nabo: 'Det kan ikke passe'

16. jul 2020, 20:30
Familien Svinth troede, de skulle leve et roligt og idyllisk liv på landet, men nu har de udsigt til at få en grusgrav i baghaven.

Lige nu er Region Midtjylland i fuld gang med at planlægge, hvor en række nye grusgrave skal ligge. Der er nemlig hårdt brug for fortsat at indvinde råstoffer til at bygge nye huse og anlægge veje og fortov.

Men i den nye plan, der nu er i høring, er der lagt op til, at flere af de 25 nye grusgrave skal placeres tæt ved byer og landsbyer.

Blandt andet i landsbyen Rosmus, hvor udsigten til at få en ny nabo, der støver og støjer, ikke ligefrem vækker begejstring blandt de berørte beboere. Herunder familien Svinth, der flyttede til byen for et år siden:

- For mig betyder det sindssygt meget at bo et sted med ro og stilhed, hvor man kan sætte sig ned og læse en bog. Jeg havde aldrig overvejet, at man ville lægge en grusgrav så tæt på en landsby, siger Frederik Svinth til TV2 Østjylland.

Som det ser ud nu, kommer grusgraven til at lægge 300 meter fra familiens bolig.

Jørgen Nørby (V), der er formand for Udvalg for Regional Udvikling i Region Midtjylland, forstår godt, at borgerne ikke ønsker, at der rykker en grusgrav ind tæt på deres landsby.

Men det er et nødvendigt onde, mener han. Grusgravene er nemlig nødt til at ligge der, hvor råstofferne er.

- Jeg forstår fuldt ud borgernes bekymring, og det tror jeg, at alle i Regionsrådet gør. Men samtidig er det vores opgave at sikre, at der er de nødvendige råstoffer til rådighed for samfundets udvikling, siger Jørgen Nørby (V), formand for Udvalg for Regional Udvikling i Region Midtjylland.

Ville du selv have lyst til at bo ved siden af en grusgrav?

- Der er svaret ubetinget nej. Det ville jeg være ked af, og derfor er vi i høringsfasen nu. Der er det vigtigt, at vores borgere kommer med alle deres synspunkter omkring grusgraven, og hvad de ønsker.

Jørgen Nørby understreger, at det samtidig er udvalgets opgave at sikre, at entreprenøren holder sig til lovgivningens krav om støj og støv, og at der skal ses på, hvor længe det er nødvendigt, at grusgraven er i funktion.

Råstof-planen er i høring frem til d. 1. september, så man kan fortsat nå at komme med indsigelser.

Det har Frederik Svinth og flere andre lokale borgere gjort med en underskriftindsamling, hvor 250 personer indtil videre har skrevet under på et nej tak til grusgrav i Rosmus.

Blandt andet Ib Munk Sørensen, der har boet i Rosmus siden 1983. I forvejen har byen allerede én grusgrav lidt ude for byen, hvor arbejdet med de tunge læs sommetider giver støjgener inde i landsbyen.

Derfor vil Ib Munk Sørensen også helst være fri for endnu en:

- Det vil give noget stress, når de starter arbejdet tidligt om morgen. Det er ikke rart, siger Ib Munk Sørensen.

Hvis planen om endnu en grusgrav i området går igennem, forventer Frederik Svinth, at der bliver tænkt en grøn kompensation ind, når alle råstoffer er hentet op af graven:

- Det kan ikke passe, at de kan få lov til at gøre det her. Hvis det skal støje, skal vi vide, hvad vi får ud af det som by bagefter, siger Frederik Svinth.