c20200902141445241_1000
Familien Bjerre har købt grund og bygget et helt nyt hus i Spentrup nord for Randers. Det har de gjort med forventningen om, at der ville komme en tunnel over til den resterende del af byen. Den kommer formentlig aldrig. Foto: Privat

Familie føler sig snydt af kommunen: Lovede alt for meget

2. sep 2020, 18:51
En børnefamilie i et nybyggerikvarter nord for Randers føler, de har købt grund og bygget hus ud fra falske forudsætninger.

Spentrup nord fra Randers er en by i udvikling. Senest er der blevet bygget huse på den anden side af omfartsvejen Birke Alle. Her bor familien Bjerre blandt andre.

De købte en grund og byggede et hus på den nye Bisagervej for år tilbage, men det var ikke uden betænkeligheder.

- Vi var meget i tvivl, om vi skulle bygge på den her side af den store vej, fordi vi så vidste, at vores børn flere gange om dagen skulle krydse den til og fra skole, fortæller Daniel Bjerre til TV2 Østjylland.

LÆS OGSÅ: Læreren Anne stemte ja til ny aftale: 'Et meget lille skridt på en meget lang vej'

Men en ting fik familien overtalt. I lokalplanen for det nye område slog Randers Kommune sig op på, at der ville blive bygget en tunnel under Birke Alle, så børn og andre bløde trafikanter trygt og sikkert kunne komme over på den anden side.

Men den plan er nu ændret. I stedet vil kommunen etablere en krydningshelle.

- Stort set alle grundejere har købt med henblik på, at tunnelen ville blive etableret på et tidspunkt. Nu føler vi os snydt, siger Daniel Bjerre.

- Det virker som en spareøvelse fra kommunens side. Det andet må være en billigere løsning, fortsætter han.

Birke Alle er en slags omfartsvej uden om det centrale Spentrup. 2500 biler passerer vejen dagligt, og især i myldretiden om morgenen og eftermiddag er den meget trafikeret.

Endvidere arbejder Randers Kommune med planer om at udvide den for at gøre det lettere for bilister at nå motorvej E45.

- Der vil komme mere trafik, og der er derfor altid en usikkerhed, når ens børn skal krydse vejen. Mine skal altid ringe, når de er kommet i skole og hjem igen, så vi ved, at de er kommet sikkert frem, siger Daniel Bjerre.

Han har sammen med syv andre husstande på vejen sendt en klage til Randers Kommune, men på et møde i Miljø- og Teknikudvalget i sidste uge vedtog et enigt udvalg at gå videre med projektet for et helleanlæg.

Det er der især en god grund til, lyder det fra udvalgets formand.

- Der er regler for tunneler, som gør, at hvis vi skulle lave en, skulle der laves en stor sløjfe, for at den kunne krydse vejen. Vi tror slet ikke, at børnene ville bruge den så, siger udvalgsformanden Frank Nørgaard (DF) til TV2 Østjylland.

Han forstår dog husejernes bekymring og frustration.

Denne sag mener politikeren derfor også giver anledning til at kigge indad.

- Vi skal som kommune være skarpere, når vi laver lokalplaner og undgå at love for meget. Her skulle vi have undersøgt inden, om tunnelen var realistisk, siger Frank Nørgaard.

På den nye vej i Spentrup står familien Bjerre og naboerne nu tilbage med en følelse af afmagt.

Og muligvis også en smule fortrydelse.

- Hvis vi havde vidst det her på forhånd, er det ikke sikkert, at vi havde bygget hus her. Vi havde i hvert fald haft en del flere spørgsmål og forbehold, siger Daniel Bjerre.