Ved grænseovergangen i Frøslev blev fire rumænere i en minibus afsløret med falske arbejdskontrakter. Nu har de fået dom. (Arkivfoto) Foto: Fabian Bimmer/Reuters

Fire rumænere dømt: Falske arbejdskontrakter giver dobbelt straf

16. okt 2020, 17:15
Fire rumænere - tre mænd og en kvinde - er fredag blevet idømt fængsel i 80 dage for falske arbejdskontrakter.

Med falske arbejdskontrakter forsøgte tre mænd og en kvinde fra Rumænien i september at komme ind i Danmark, og fredag er de blevet dømt af Retten i Sønderborg.

Straffen er blevet fastsat til fængsel i 80 dage. Det er en fordobling i forhold til den normale sanktion, oplyser anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Skærpelsen skyldes, at de med de falske dokumenter overtrådte loven i forbindelse med corona-situationen.

Kontrakterne skulle give de fire et såkaldt anerkendelsesværdigt formål med at krydse grænsen.

Folketinget har ændret loven, så straffen kan stige, når en lovovertrædelse begås i relation til sundhedskrisen.

I en minibus ankom de fire til grænsen i Frøslev 18. september, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Flere gange i løbet af sommeren og det tidlige efterår er udenlandske statsborgere fra Rumænien, Bulgarien, Ukraine og Polen blevet afsløret med falske arbejdskontrakter ved grænsen i Sønderjylland.

I juli talte en politileder om et regulært boom af sager.

I september blev 11 fra Bulgarien og Ukraine ligeledes dømt. Men for deres vedkommende gik retten ikke lige så langt som i fredagens afgørelse. De 11 fik hver fængsel i 60 dage. Normalt giver dokumentfalsk fængsel i 40 dage.

Oveni er samtlige udlændinge blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.

/ritzau/