Falsk journalist på spil: Vil vide alt om dig

27. sep 2013, 08:53
Ukendt mand har ringet til kvinde i Ølstykke og udgivet sig for at være journalist på lokalavisen.

”Hej jeg ringer fra Lokalavisen. Jeg ved, at du har været sygemeldt og været i kontakt med Egedal Kommunes handicapområde og modtaget genoptræning. Jeg ved, at der er mange borgere, der har været utilfredse med behandlingen. Da jeg er ved at skrive en artikel om dette, vil jeg gerne høre om dine erfaringer.”

Sådan lød det for nogle dage siden, da Linda Petersen fra Ølstykke tog telefonen, skriver Lokalavisen.dk.

Problemet er bare, at det ikke var en journalist, der ringede. I hvert fald har Lokalavisen Egedal, der dækker området, ikke gjort det.

”Det er en rigtig uheldig episode for os og for lokalavisen. Jeg synes næsten kun, det kan være en borger, der kender til Linda Pedersen i forvejen, der har ringet,” siger Kjeld Ebdrup, der er centerchef for Borgerservice i Egedal Kommune.

”Vi skal forsøge at finde ud af, hvordan de oplysninger er kommet ud. Vi skal se om, vi kan gøre sikkerheden bedre, men jeg kan ikke rigtig se, hvad det kan være,” siger han

Hos Lokalavisen Egedal siger fællesredaktør Henrik Gregersen:

”Jeg håber, der er tale om en enlig svale. Vi har intet imod – som læserne forhåbentligt har opdaget – nogle gange at gå til stålet, hvis der er sager om mulig svigt. Men at ringe rundt til mere eller mindre tilfældige borgere uden at oplyse navn med det formål at fiske efter, om borgerne ikke skulle have noget skidt at sige om kommunen, det er altså en metode, vi aldrig ville bruge,” siger han.

Kilde: Lokalavisen.dk