FAKTA: Udenrigsministeriet farver seks nye lande orange

15. okt 2020, 17:30
Der er fire lande tilbage, som er helt undtaget Udenrigsministeriet råd om at undgå ikke-nødvendige rejser.

Udenrigsministeriet har endnu engang strammet rejsevejledningerne.

Torsdag har ministeriet besluttet at fraråde ikke-nødvendige rejser til Italien, Polen, Bulgarien samt småstaterne San Marino, Vatikanet og Liechtenstein.

Derudover udvides listen af svenske regioner, hvortil ikke-nødvendige rejser frarådes. Det gælder hermed for 12 ud af de 21 svenske regioner.

Her er et overblik over, hvor du stadig kan rejse til:

* Der er kun fire lande tilbage, som ikke enten er orange eller som Sverige er delvist orange: Cypern, Grækenland, Tyskland og Norge.

* Borgere i Region Hovedstaden har dog restriktioner for indrejse til Tyskland. Danskere skal være i karantæne i ti dage ved indrejse til Norge.

* Udenrigsministeriet gør hver torsdag status for rejsevejledningerne til andre lande.

* Ministeriet illustrerer sikkerhedsniveauet med fire farver: grøn, gul, orange og rød.

* Orange, som størstedelen af landene på Udenrigsministeriets verdenskort har i øjeblikket, betyder, at alle ikke-nødvendige rejser frarådes, da risici forbundet med rejser hertil er alvorlige.

* Et af de centrale elementer, som Udenrigsministeriet baserer sine rejsevejledninger på, er antal af smittede i et land. Bliver der over 30 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere på en uge, bliver landet orange.

*Tal fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse, ECDC, viser løbende udviklingen.

Kilder: Udenrigsministeriet, Ritzau.

/ritzau/