Revlehuller findes i tusindvis ved de danske kyster, men det er ikke altid, at revlehuller er farlige. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FAKTA: Sådan undgår du at blive fanget i strømmen

28. jul, 18:11
Hvert år er fordybninger i strandens revler årsag til ulykker og farlige situationer ved danske strande.

Tirsdag eftermiddag blev tre brødre på 6, 8 og 11 år fløjet til Rigshospitalet, efter at de blev grebet af strømmen ved stranden i Hornbæk.

Cheflivredder John Mogensen fra Livreddertjenesten Nordsjælland oplyser til TV2 Lorry, at de tre brødre blev fanget af et såkaldt hestehul - også kendt som et revlehul.

Hvert år ender flere badende ved de danske strande i farlige situationer i revlehuller.

Der findes tusinder af revlehuller langs de danske kyster.

* Dette er et revlehul:

- Et revlehul er en fordybning i strandens revler, hvor der kan være en udadgående strøm, der fører vandet tilbage ud i havet.

- Revlerne kan ses som lyse sandstriber i vandet langs med kysten.

- Det er kun under bestemte vind- og bølgeforhold, at revlehuller fører vand ud fra stranden.

- Det er netop denne udadgående strøm, der kan være farlig, hvis man bliver fanget i den og kæmper imod.

* Sådan skal du reagere, hvis du ender i et revlehul:

- Kæmp ikke imod.

- Bevar roen. Du bliver ikke trukket ned.

- Svøm til siden og langs med stranden og derefter ind til land igen.

* Sådan redder du andre ud af et revlehul:

- Kontakt en livredder, hvis der er en på stranden. Hvis der ikke er en livredder, skal du ringe 1-1-2 eller få nogen til at gøre det.

- Kast noget, der kan flyde, ud til den nødstedte. Det kan være en redningsvest, en redningskrans, en fodbold eller en tom 1,5 liters sodavandsflaske med låg.

- Råb til den nødstedte, at han eller hun ikke skal kæmpe imod, men svømme til siden.

Kilde: Trygfondens Kystlivredning.

/ritzau/