Statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede på et pressemøde torsdag aften en række nye tiltag og restriktioner for at reducere smitteudviklingen i Nordjylland. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Sådan bliver nordjyske kommuner ramt af nye restriktioner

6. nov 2020, 06:22
Efter fundet af en ny variant af coronavirus hos især nordjyske borgere har regeringen sat nye tiltag i gang.

Regeringen har præsenteret en række nye tiltag og restriktioner for at reducere smitteudviklingen i Nordjylland.

Det sker, efter at Statens Serum Institut har fundet en ny mutation af coronavirus blandt smittede personer i særligt Nordjylland, som har fået smitten overført fra mink.

Læs her mere om nogle af de tiltag og restriktioner, regeringen har præsenteret:

* Tiltagene er gældende for kommunerne i Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø.

* Tiltagene er foreløbigt gældende til og med 3. december. De nødvendige regelændringer træder som udgangspunkt i kraft 9. november. Regeringen opfordrer dog til, at man øjeblikkeligt følger de nye retningslinjer.

* Alle beboere i de berørte kommuner opfordres kraftigt til alene at krydse kommunegrænser, hvis væsentlige og uopsættelige hensyn tilsiger det, herunder varetagelse af kritiske funktioner.

* På samme vis opfordres alle med bopæl uden for de berørte kommuner kraftigt til ikke at indrejse i de berørte kommuner, medmindre væsentlige og uopsættelige hensyn tilsiger det, herunder varetagelse af kritiske funktioner.

* Der lukkes for kollektiv persontrafik med blandt andet bus, tog og færge ind og ud af de berørte kommuner og på tværs af kommunerne, dog ikke for kørsel med skolebusser og lignende.

* Det vil skulle sikres, at personer, der varetager kritiske funktioner i for eksempel sundheds-og plejesektoren, fortsat kan møde på arbejde.

* Alle med bopæl i de berørte kommuner opfordres til at lade sig teste i den periode, som tiltagene gælder.

* Offentlige og private arbejdspladser i de berørte kommuner opfordres kraftigt til at hjemsende alle ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner.

* Uden for de pågældende kommuner opfordres offentlige og private arbejdspladser til at sende alle ansatte med bopæl i de pågældende kommuner, der ikke varetager kritiske funktioner, hjem.

* Restauranter, barer, værtshuse, caféer og andre serveringssteder skal lukke for servering til indtagelse på salgsstedet (dog mulighed for take away). Dette træder i kraft fra 7. november.

* Studerende på videregående uddannelser i de berørte kommuner overgår fra 9. november til digital undervisning og eksamen uden fremmøde. Det gælder også for studerende på videregående uddannelser i Aalborg, der har bopæl i de berørte kommuner. Der kan være enkelte undtagelser i helt særlige tilfælde, hvor fremmøde er nødvendigt.

* 5.-8. klassetrin skal indtil videre modtage fjernundervisning. Øvrige klassetrin kan have fremmøde, men krav om en meters afstand skal fra 9. november overholdes på alle grundskoler.

Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet.

/ritzau/