GREECE-HEALTH-VIRUS-VACCINECoronavaccine fra medicinalselskaberne Pfizer og BioNTech skal opbevares ved minimum 70 graders frost og kan kun holde sig fem dage i køleskabet. Lørdag er de ankommet til Danmark, og søndag begynder vaccination af de første borgere. Foto: Angelos Tzortzinis/Ritzau Scanpix

FAKTA: Pfizers coronavaccine er over 90 procent sikker

26. dec 2020, 10:13
Vaccinen fra selskaberne Pfizer og BioNTech, danskere snart skal vaccineres med, er over 90 procent sikker.

Lørdag er coronavacciner fra medicinalselskaberne Pfizer og BioNTech på vej ud til alle fem danske regioner, før de første danskere søndag morgen vil blive vaccineret.

Vaccinen fra Pfizer og BioNTec er den første godkendte vaccine i EU.

Bliv klogere på vaccinen her:

* Pfizer og BioNTechs vaccine mod covid-19 har vist sig at give beskyttelse mod covid-19 i 94 procent af tilfældende. Det vil sige en sikkerhed på 94 procent.

* Vaccinen, der kaldes BNT162b2, skal tages i to doser med tre ugers mellemrum. Den forventes at give fuld effekt en uge efter, at den anden dosis er taget.

* EU betaler 15,50 euro svarende til cirka 115,5 kroner ifølge et lækket dokument.

* Den skal opbevares ved minus 70 grader og er kun holdbar i fem dage i køleskabet.

* Den blev først testet på 43.000 mennesker i en såkaldt fase-3-undersøgelse.

* Der er hidtil ikke rapporteret om alvorlige bivirkninger. Imidlertid er der rapporteret om nogle få allergiske reaktioner i USA; men det er ikke ualmindeligt, at vacciner forårsager bivirkninger.

* Vaccinen er allerede godkendt i USA, Canada og Storbritannien, hvor hundredtusindvis allerede har fået vaccinen.

* Den blev godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) mandag 21. december.

* Danmark har sikret sig adgang til vacciner, der kan vaccinere minimu 1,5 millioner mennesker. Der er lagt billet ind på yderligere 2,6 millioner doser.

Kilder: Sundhedsstyrelsen, NTB, BBC, AFP, AP, Reuters.

/ritzau/