20201217-182827-L-1920x1280we
Ifølge Rita Bundgaard, topforhandler for de statsansattes centralorganisation, CFU, og formand for HK Stat, er det en fin aftale. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

FAKTA: Se hovedpunkterne i overenskomst for statsansatte

6. feb 2021, 22:46
Lørdag aften er et overenskomstforlig faldet på plads for de statsansatte. Få et overblik over forliget her.

Ved udgangen af marts udløber overenskomsterne for de 745.000 ansatte i staten, kommunerne og regioner.

Der forhandles derfor om nye, og lørdag aften er der indgået et treårigt forlig på det statslige område.

Det er kutyme, at staten falder på plads først og sætter retningen for hovedaftaler for først kommuner og siden regioner.

Her kan du få et overblik over forliget og det videre forløb:

* Lønstigning

Den økonomiske ramme er på 6,75 procent, der over tre år giver en lønstigning på 4,42 procent til medarbejderne i staten.

De generelle lønstigninger finder sted to gange om året - 1. april og 1. oktober - i 2021, 2022 og 2023.

* Seniorbonus

Ansatte over 62 år får ret til en årlig bonus på 0,8 procent af lønnen. Den kan konverteres til to seniordage om året eller pension.

Samtidig skal der arbejdes med en række initiativer for at understøtte en styrket seniorindsats på statens arbejdspladser.

* Kompetencefond

Kompetencesekretariatet og Den Statslige Kompetencefond videreføres.

Et af flere særlig fokusser, der er aftalt, er at fremme seniorerne og ufaglærtes muligheder for kompetenceudvikling.

* Grøn omstilling

Der tilføres en bevilling på en million kroner om året til partsfælles indsats.

Her vil et indsatsområde være en øget inddragelse af medarbejderne i den grønne omstilling på arbejdspladserne.

* Hvad så nu?

Aftalerne om de offentligt ansattes løn og arbejdsvilkår forhandles først på plads på de tre hovedområder - stat, kommuner og regioner.

Når de store linjer er aftalt, skal de enkelte organisationer forhandle særskilt med arbejdsgiverne om særlig forhold på deres område.

Efter planen skal alle forhandlinger være afsluttet med udgangen af februar.

Til sidst skal forligene godkendes ved afstemninger i alle organisationerne, så de kan træde i kraft 1. april.

Kilder: Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

/ritzau/