
FAKTA: Druk og de andre vindere ved European Film Awards
Lørdag blev de store priser i det europæiske svar på den berømte Oscar-uddeling - European Film Awards - uddelt.
Den danske film "Druk" var nomineret til i alt fire priser og løb med dem alle.
Læs her mere om priserne:
* European Film Awards uddeles hvert år af European Film Academy, der er en sammenslutning af europæiske filmskabere og filmprofessionelle. Priserne gives for særlige udmærkelser for europæisk film.
* I år var det 33. gang, at priserne blev uddelt. Grundet coronapandemien afholdtes uddelingen i år virtuelt fra European Film Academys hovedsæde i Berlin.
* Film med dansk islæt har vundet i hovedkategorien Bedste Europæiske Film flere gange. Blandt andet "Melancholia", "The Square", "Dancer in the Dark" og "Breaking the Waves".
Her er vinderne blandt de største priser i år:
* Årets europæiske film: "Druk", Danmark.
* Årets instruktør: Thomas Vinterberg for "Druk", Danmark.
* Årets europæiske skuespillerinde: Paula Beer for sin rolle i den franske film "Undine".
* Årets europæiske skuespiller: Mads Mikkelsen for sin rolle i "Druk".
* Årets europæiske manuskript: Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm for "Druk", Danmark.
* Årets europæiske dokumentar: "Colectiv", Rumænien og Luxemburg.
* Årets europæiske komedie: "Un Triumphe", Frankrig.
* Årets europæiske animerede film: "Josep", Frankrig, Belgien, Spanien.
* Årets europæiske kortfilm: ""All Cats are Grey in the Dark", Schweiz.
Kilder: European Film Awards.
/ritzau/